Linje – Rum – Tekstur. Formgivningens Poetik hos Lotte Westphael, Tora Urup og Carl Emil Jacobsen

Hvad har Lotte Westphael’s sprøde porcelænskrukker og fine æteriske linier at gøre med Carl-Emil Jacobsen’s tunge, mættede skulpturer af knuste sten og Tora Urup’s gennemsigtige trompe l’œil glasskåle?

En kompromisløs undersøgelse af et specifikt materiale og en teknik ud fra en personlig poetik, som både udspringer fra materialet og teknikken, og transcenderer disse. En sanselig undersøgelse af elementære kunstneriske principper såsom linje, rum og tekstur, forener disse tre kunstneres udtryk, og udstillingen vil både fremhæve deres særegenhed og bibringe uventede dialoger imellem dem. Værkernes størrelse og identitet som skulpturelle værker med en poetisk reference til funktionelle objekter er samtidig med til at danne en rød tråd i udstillingen.

Tora Urup har siden 2001 vist en særlig interesse i at udforske de visuelle effekter i en række cirkulære glasskulpturer i klare farver af tyndt uigennemsigtigt og tykt gennemsigtigt glas. Disse værker afspejler Urup’s undersøgelse af farvens og materialets specifikke rolle i vores opfattelse af rum, samt hendes transformation af arketyper, såsom glasskålen, til drømmeagtige genstande. Ved at kombinere subtile farver og få dem til at spille med hinanden, muliggør Urup nye rumlige opfattelser, der ændrer vores konventionelle forståelse af den traditionelle glasskål. De indre volumener af disse trompe l’œil skulpturer ser ud til at flyde uafhængigt af deres udvendige skal, og ved den omhyggelige sammenlægning og behandling af de polerede overflader, skaber Urup en illusion af et tilsyneladende uendeligt, flydende rum i en fysisk afgrænset volumen.

Disse svævende optiske illusioner af glas står i nærmest diametral modsætning til den store tyngde og matte tekstur i Carl Emil Jacobsen’s sten skulpturer. Denne kunstner arbejder med fundne materialer som marksten, kalksten, marmor og mursten fra nedrevne bygninger, som han omdanner til fine pulverpigmenter i intense farver. Som en hyldest til farverigdommen i det nordiske landskab bringer han nyt liv i disse pulveriserede sten ved at omdanne dem til pigment i værkerne Powder Variations. Disse skulpturer lægger særlig vægt på farve, lys, skygge og formens evne til at skærpe oplevelsen af en bestemt farve og struktur. Inspireret af den afdøde billedhugger Willy Ørskovs teori om, at “skulpturens indhold er skulptur”, eksisterer Jacobsen’s non-figurative skulpturer på deres egne vilkår som abstrakte, fysiske former, der fremmer oplevelsesmæssig perception over intellektuel indblanding i det elastiske grænseland mellem natur og kultur.

Lotte Westphael’s sarte, grafiske porcelænskrukker danner igen et interessant modspil både til Tora Urup’s flydende univers og Carl Emil Jacobsen’s kompakte former. Westphael arbejder med linjer og farveflader i geometriske mønstre, der er formet til cylindere i porcelæn. Hun har igennem en årrække udviklet og forfinet sin egen personlige teknik hvor hun konstruerer fine strimler af farvet porcelæn i lodrette og horisontale linjer. Disse cylindere har ligesom Urup’s og Jacobsen’s værker en stærk taktil karakter, der samtidig stiller spørgsmålstegn ved værkets materiale og teknik. Westphael arbejder ligesom Urup og Jacobsen med farven, men mere som felter på en krum flade: Cylinderen er hendes tredimensionelle lærred, og hendes interessefelt er proportionalitet og rytme i linjer, ofte med inspiration fra Anni Albers’ tekstiler, samt Agnes Martin’s Grids.

Kilde: Officinet