Det sker, at man på uventet vis bliver mindet om sin egen fremskredne alder. Man kigger på en hverdagsgenstand af den slags, der har fulgt én gennem hele livet - uden at man nogensinde har sat spørgsmålstegn ved den eller i øvrigt overvejet dens karakter - for at erkende, at den er ved at blive udfaset.
Liquid Paper, et amerikansk brand af slettelak, er blandt den slags fænomener. De ældre af os husker, hvordan man med sirlig skråskrift bevægede sig ned ad den linjerede side, langsom og omhyggeligt. Og så, netop som man nærmede sig bunden, gled kuglepennen og lavede en lang, kluntet streg midt i al ordenen. Den slags kunne fikses med et lag slettelak; vi pustede forsigtigt på den hvide lak for at få den til at tørre hurtigere og fortsatte. Ordenskarakteren var reddet.
Liquid Paper er ikke så meget en tematisk gruppeudstilling, som det er en samtale om alt det, der flyder. Om tegn, der migrerer fra en betydningssfære til en anden; om værdi, der glider umærkeligt fra det monetære over det emotionelle til det æstetiske; og om materialer, der størkner, smelter, flyder og størkner igen.
I Liquid Paper bliver det, vi troede var fast pludselig flydende. Det, vi genkender og holder fast i, mister funktion eller tømmes for indhold og overgår til en anden tilstand, og pludselig ser vi en ny side af det velkendte. Måske ser vi det nærmest for første gang, nu hvor vi ikke længere har brug for det? Som med nøgler, slettelak og sirlig håndskrift, således også med metal, stearin og pixels. Det glider ud mellem fingrene på os og står derfor, paradoksalt, klarere for os end det gjorde før som tegn, æstetik og værdi.
Kilde:
Bonne Espérance
Bonne Espérance