Lisbeth Eugenie Christensen

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Lisbeth Eugenie Christensen om at finde betydning i naturen

Fortalt til Ditlev Fejerskov, journalist og kulturformidler

Jeg er vokset op med lyden af blæsende træer, bakkernes dybe uendelighed og duggen, der faldt om aftenen. Mine forældre havde en gård i Nordjylland, og man siger, at vi havde egnens største rødbøg. Som 9-årig gik jeg med mit tegnegrej i hænderne ned over engen og satte mig i det høje græs og tegnede landskabet. Jeg befandt mig godt i mit eget selskab. Da jeg blev lidt ældre, forsøgte jeg at undvige min relation til naturen og tænkte, at jeg i hvert fald ikke skulle være landskabsmaler. Men jeg kunne ikke flygte fra, hvor meget naturen gennemstrømmer mig. Da min mand og jeg købte vores hus på Fyn, hvor den omkringliggende natur har utrolige lighedspunkter med mine forældres grund, overgav jeg mig.

Årstiderne skifter. Som liv og død. Der er megen symbolik i naturen. En solnedgang kan betyde ren lykke, men den kan også fortælle om livets ende. Når jeg maler en sort, vissen rose, er det for at fortælle om livets gang. Eller et insekt, der falder ned fra en gren. Døden indtræffer lige pludselig. Ligesom det første blad, som falder af træet om efteråret. Du ved ikke, hvornår det sker, men i et øjeblik giver det slip på grenen. Der er også en skønhed i forfald.

Når jeg forelsker mig i et blad, så tegner jeg det igen og igen. Jeg gentager mig selv. Måske også fordi en af mine største udfordringer er at hele tiden skulle finde på nyt. Det er ikke hvad som helst, som kan få det til at begynde. Jeg samler ikke bare en gul blomst og to grankogler op fra jorden og maler dem. Jeg leder efter noget, som virkelig tænder mig. Det skal give mening på flere niveauer. Jeg læser mange naturskildringer. Virginia Wolfs ’Bølgerne’ har inspireret mig. Hun beskriver menneskers bevidsthedsstrøm af tanker og deres interaktion med hinanden som bølgernes slag. Det er en sanselig oplevelse, når du hører bølgerne slå ind over stranden. Jeg er forelsket i farven blå i adskillige nuancer, og jeg har malet bølger. Det er også tiden, som går.

Det er vigtigt for mig, at den fjer, jeg tegner, er en, jeg har fundet i skoven på en særlig aften. Det gør ikke noget, at publikum ikke ved det. Fjeren er besmittet med betydning. Det giver også min proces mening. Når jeg bruger 14 dage på at tegne én fjer, skal jeg have en drivkraft. Jeg har følelser forbundet med de elementer, jeg tegner eller maler, men det er også det, som kan irritere mig, for det gør det så svært at finde de rigtige motiver.

Jeg kan godt lide, når et menneske har forædlet sit håndværk igennem virkelig lang tid, så det til sidst mestres. Jeg er nødt til at være præcis, når jeg tegner og maler. Hvis du skal lave perspektiv og dybde mellem forgrund og baggrund kræver det, at du kan håndtere grundlæggende geometri- og kompositionsteorier. Når jeg tegner en sort halvkugle, og får den til at se rund ud, bruger jeg mit håndværk, som jeg har tillært mig ved at gøre det igen og igen og igen. Jeg drømmer om at blive en sublim håndværker.

Verden er så kaotisk. Der er klimakrise og krig. Det skaber uro i mit hoved, og fylder det med eksistentielle spørgsmål. Vi er her i et øjeblik, og så er vi væk igen. Hvad kan vi bidrage med? Når jeg går rundt i mit atelier og arbejder er min krop i balance. Jeg kan styre noget, nemlig min egen proces, hvor alt, der sker, er umuligt for mig at kontrollere. Også derfor har jeg brug for en langsommelig og stringent arbejdsmetode – jeg bruger ofte et år på at færdiggøre et værk. Der kan ske så meget forfærdeligt på en enkelt dag, mens jeg bare har tegnet et blad. Det giver mig en utrolig stor ro. Den lille verden i den store.

Jeg samler mine tanker og opdagelser i naturen i mine værker. De forskellige elementer har hver sin fortælling. Noget af det, vil kun jeg kende til, andet vil beskueren måske også kunne mærke. Jeg sammensætter de løsrevne dele på nye måder, og noget vil smelte helt sammen, ligesom jeg er blevet med naturen omkring mig. Jeg kan mærke vinden, når jeg træder ud ad døren. Og en sommerfugl flyver ind i værkstedet og bliver et med værket.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.