Lolita Pelegrimes kunst slår beskueren med sin dobbelte natur. Dette er kunst, der er både taktil og sensitiv; skrøbelig og stærk; sjæl og materie. Hendes yndefulde afbildninger af kvinder i hverdagssituationer fanger dybden og det smukke i det, vi som oftest tager for givet.
Hvad enten de sover, er ved at tage en slurk af et glas mælk eller kigger tankefuldt ud i det fjerne i et introspektivt øjeblik, er Lolita Pelegrimes subjekter altid fanget af kunstnerens blik midt en af de små hverdagshandlinger, vi ofte foretager os helt uden at tænke over det. Således at afbilde mennesker i intime, hverdagsagtige øjeblikke, går imod, hvad vi er vant til at se ophøjet i kunsten. Gennem det meste af historien har mennesker været portrætteret set fra deres bedste side – i deres stiveste puds, poseret, så de tager sig bedst muligt ud og ofte med så mange smykker, fornemme stoffer og andre statussymboler som muligt. Selv i dag, hvor vi konstant ser portrætter af mennesker på sociale medier, er det ofte de samme principper, der guider os; vi poserer for at skjule det, vi opfatter som fejl, fremhæve vores bedre sider – og ofte gerne med et statusobjekt eller to med på billedet.
Lolita Pelegrime afbilleder mennesker med et blik, der er upåvirket af dette behov for at redigere og filtrere det billede, vi giver omverdenen. Fanget i rolige og afslappede øjeblikke er de fuldt ud til stede. De eksisterer blot; som noget rent menneskeligt er de tilstedeværende i deres handlinger. De minder os om, at det oftest er i disse små øjeblikke, som vi normalt opfatter som noget, der blot er fyldstof mellem de vigtigere ting, at vi i større grad er forbundne til vores helt autentiske selv. De minder os om, at de små øjeblikke er noget dyrebart – ikke noget der skal overstås, men noget, vi bør sætte pris på i lige så høj grad som større begivenheder.
Ofte ser vi ikke personens øjne i Lolita Pelegrimes kunst – i de fleste værker har de ansigtet vendt væk fra beskueren, sover eller har øjnene lukket i et øjebliks indre refleksion. Ved ikke at lade øjnene indgå som en prominent del af værket undgår Lolita Pelegrime, at vi betragter det afbildede subjekt som noget ”andet” – som et menneske uden for os selv. I stedet lader hun os se verden fra deres synspunkt, identificere med dem og i højere grad føle de følelser, de føler. Ligesom de rygvendte, anonyme personer i romantiske landskaber af kunstnere som Caspar David Friedrich, lader de beskueren indleve sig i det, de føler og opleve kunstværket desto stærkere – om dets hovedmotiv så er et landskab, eller som i Lolita Pelegrimes tilfælde, det at være til stede i hverdagens stille øjeblikke. Som Lolita selv siger om det at fange det store i det små:
”Stilheden er ikke tavs for mig – den indeholder spænding, følelse, hukommelse. I denne serie fokuserer jeg på kvinder fanget i øjeblikke ind i mellem. Alene med sig selv, eller tæt på en anden. En hånd, der hviler. En krop, der læner sig ind. Et kys, et kram. Den slags gestus, der siger mere end ord […]
Fakta
Lolita Pelegrime (f. 1985 i Kaunas, Litauen) bor og arbejder i København. Hun er uddannet BA fra Kunstakademiet i Vilnius og har studeret på Kaunas School of Applied Arts og Kaunas Antanas Martinaitis school of art. Hun har udstillet på kunsthaller, udstillingssteder og gallerier i Danmark, Tyskland og Litauen siden 2014, herunder bl.a. på Kunsthal Charlottenborg, Kunsthal Aarhus og Noma.
Kilde:
Galleri Christoffer Egelund
Galleri Christoffer Egelund