Lotte Tauber Lassen: The future has an ancient heart

For mange år tilbage oplevede jeg gentagne gange at tiden ville vende på vrangen, ja nærmest som man vender en sok. Det var en distinkt fysisk fornemmelse, en indsigt jeg stolede på uden at kunne forklare det nærmere. Støt og roligt voksede en mening frem. Når vi først når tilstrækkelig langt tilbage i tid, ja så havner vi i et sammenfald, der ligner en fremtid.

Tiden er cyklisk. Den folder sig ud i spiraler – som årstidernes gentagne ski” mellem afslutning og nye begyndelser.

På udstillingen viser jeg blot en flig af en kunstneriske arbejdsproces. En fortælling om knoglerne nede i mulden – og så om stenen og dens rå kra”. Som knogler er stenen af evigheds natur. I mange kulturer er stenen/klippen/bjerget moderens knogler, ja hele naturens bærende skelet.
Uden det vil hun vakle.

Års studie af ritual, ancestral tradition og historie er langsomt ved at samle sig i bogform. Med fotografi og i tekster skildrer jeg landskabets væsen og topografi. Ud fra en jordbaseret spiritualitet undersøger jeg aspekter af deep ecology, topofoli og fænomenologien.

Hukommelsessteder
En stor del af min research (seneste årti) har afsæt i helleristninger, særligt i UNESCO’s Verdensarvsområdet i Tanum i Sverige. Helleristninger er de årtusinde gamle billedtegn udhugget på klippeflader og sten over hele kloden.

Alene i Skandinavien er der tusindvis af lokaliteter. De er vigtige markører i landskabet tydeligvis skabt for at kommunikere. De vidner om en kropslig sanset erfaring med forankring i verden og om de store fortællinger fra en fælles fortid – men de er mere end det. De er også levende steder. Klipper der rummer en viden.

Siden oldtiden har mennesket søgt dialog med naturen for visdom og kraft. En sådan afstemning af forholdet til det lokale var grundlag for vores overlevelse også under de mest ekstreme forhold. Det er årsag til oprindelig helligholdelse af naturen – af de hellige træer, sten, vand, grotter og bjerge. Den lære påminder os om, at det immaterielle og det materielle ikke er adskilte og modsatte størrelser – de er alternative åbenbaringer af den samme virkelighed. Vi er både fysisk og åndeligt forbundet med landet. Det er en meningsfuld og gammel alliance med jorden – en anden fortælling end samtidens desillusion. Det er også en stafet, en overdraget viden mellem generationer om tilpasningsdygtighed og vores slægtskab med jorden og andre levende væsener.

Landets love
Landet har sine egne umistelige love, der fortæller os præcis, hvor dets grænser går. 2023 blev det varmeste år målt nogensinde. Konsekvenserne af klimaforandringerne er nu allesteds nærværende og en synlig realitet. De bestemmer vores fremtid. Ved også at se tilbage – kan vi måske nå frem – og igen binde cirklen sammen.

Pointen er netop ikke kun at revurdere vores forståelse af bevidsthedens grænser og oplevelsen af tid.

Det er også at genopdage, ja genkalde et gammelt sprog om samhørighed i en levende verden og oversætte det til vores tid. Det er at fæste os til et rodnet for at stå bedre fast i den storm, der nu truer med at lægge os ned.

Kilde: KH7 artspace