Louise Haugaard Jørgensen: Modtagerfelt
8 okt - 5 nov 2017I 2014 lavede billedkunstneren Louise Haugaard Jørgensen det stedsspecifikke værk Modtagerfelt i Skovsnogen ved Herning. Værket er en permanent udendørs installation, og i 2017 har Haugaard bearbejdet sit værk til den version, som installeres i encores vindue.
I 2014 lavede billedkunstneren Louise Haugaard Jørgensen det stedsspecifikke værk Modtagerfelt i Skovsnogen ved Herning. Værket er en permanent udendørs installation, og i 2017 har Haugaard bearbejdet sit værk til den version, som installeres i encores vindue.
I 2014 lavede billedkunstneren Louise Haugaard Jørgensen det stedsspecifikke værk Modtagerfelt i Skovsnogen ved Herning. Værket er en permanent udendørs installation, som består af flere dele: en hytte af ubehandlet fyr med malerier på gulvet, to kobberskilte med indgraverede prosastykker monteret på hyttens væg, en skiveformet kobberskulptur udspændt mellem to træer og en performance, som blev opført ved værkets fernisering. I 2017 har Haugaard bearbejdet sit værk til den version, som installeres i encores vindue.
Modtagerfelt har en fysisk fremtoning, hvis dimensioner ikke tillader, at det bliver vist i et vindue. Jeg har derfor udviklet en ny formulering af værket, som fysisk består af andre elementer. Værket har så at sige måttet tilpasse sig encores kulturelle indelukke, formere sig immaterielt, sende fjerne slægtninge som stedfortrædere. – Louise Haugaard Jørgensen
Det nye værk Ingenafstand består af en papier mache skulptur af avispapir fra Børsen, og en tekst som monteres på vinduesruden med sort folie. Værket baserer sig på to centrale elementer fra den permanente installation i skoven: teksten fra det ene kobberskilt og træ som det dominerende materiale. Teksten på vinduet fremstår som en ”digital håndskrift” og er udført med en musepen, der omdanner bevægelser over musepladen til streger på skærmen. Træet som materiale er repræsenteret i form af avispapirets stærkt forarbejdede fibre.
Haugaard Jørgensens oprindelige værk i skoven beskæftiger sig med vores grænsedragning mellem inde og ude, kultur og natur. Værkets tekst taler om levende processer i naturlige og arkitektoniske rum og peger på det forfald, vi ikke kan gardere os imod i vore stuer. I encores vindue er teksten fragmenteret, ord er udeladt, sætninger brudt op, og nye forbindelser opstår mellem tekstens dele. Træet i avispapiret er forarbejdet både mekanisk og kulturelt og fremtræder således fjernt fra sit oprindelige ophav – træerne i skoven. Denne afstand sættes på spidsen med titlen Ingenafstand, som problematiserer segmenteringen af verden i kultur og natur.
encores kuratoriske princip indebærer genudstilling af gamle værker i ny kontekst. som et stedsspecifikt værk er den skov, der omgiver det oprindelige værk, ubetinget en del af værket. I skoven står værket i det fri, uden vægge og loft der omkranser det og afskærer det fra omverdenen. Når værket genvises i encores vinduesrum, bliver der altså tale om en præsentation i en væsentligt anderledes italesættende ramme. Via forflytningen af værket fra dets oprindelige placering i skoven har kunstneren etableret en forbindelse mellem skoven og vinduet i København, som reartikulerer værkets kritik på en ny og måske endnu mere virksom vis.
Louise Haugaard Jørgensen (f. 1988) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2014 og har deltaget i flere udstillinger. Hun arbejder blandt andet med performance, skulptur, installation, fotografi, lyd og video. I sin kunstneriske praksis interesserer hun sig i særdeleshed for stedsspecifikke arbejdsmetoder og temaer, som forholder sig til sprog, trossystemer, selvforståelse og tankemønstre. Til fernisering af udstillingen vil Claus Haxholm og Kristoffer Raasted med opførslen af et lydværk reflektere over Ingenafstand, og Lea Marie Løppenthin vil i en live-transmitteret oplæsning gå i dialog med værket lang-distance fra Bruxelles, hvor hun nyligt har installeret sig.
Kilde: encore
2200 københavn n