Med udstillingen MÅNE OP omdanner billedkunstner Sophia Kalkau og digter Ursula Andkjær Olsen Viborg Kunsthals hovedfløj til et refleksivt rum, hvor billeder, objekter, ord og lyd fletter sig sammen og danner en bevægelse gennem fysiske og mentale rum.
I 2021 skabte Sophia Kalkau og Ursula Andkjær Olsen den anmelderroste og præmierede udstilling UNG SOM BLY til Rønnebæksholm og to år forinden udstillingen CIRKELBRYDER til Den Sorte Diamant. På Viborg Kunsthal udvikler og udforsker Kalkau og Andkjær Olsen deres (sam-)arbejde i udstillingen MÅNE OP. Her fletter nye og gamle værker sig ind imellem hinanden og danner tråde, der løber gennem hovedfløjens seks udstillingsrum. Hvert rum er både sin egen enhed og en del af det større narrativ. De har karakter af særegne visuelle og auditive totalinstallationer, der inviterer publikum ind i et abstrakt rum af drømmetydninger og tegn, der peger ind i nuet, ud i fremtiden – og ud i verden.
Udstillingen MÅNE OP omfatter abstrakte, geometriske skulpturer, fotografiske arbejder, video og tekster installeret som lyd, folietekster og håndmalede tekster. Udstillingen udfolder et spændingsfelt mellem drøm og virkelighed, abstraktion og genkendelighed med referencer til frugtbarhed, køn, erotik og transformation.
De seks installationsrum bærer hver deres egen titel – UDEN RØD LØBER, SØSTER LUKØJE, MÅNE OP, ANATOMISK MELANKOLI, NY METRONOM og BLÅ ZYGOTE – og ligger som perler på en snor i udstillingens labyrintiske forløb. På rejsen mødes publikum af dykkerklokker, store æg, dråber, sølvspyd (eller pipetter?) og af opråb og hemmelighedsfulde henvendelser, der både vej- og vildleder gennem den intense og stofmættede udstilling.
Om kunstnerne
Sophia Kalkau (f. 1960) er uddannet billedkunstner og cand. phil i kunstteori fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1996) og har siden markeret sig som én af Danmarks førende samtidskunstnere. Hun har bl.a. haft soloudstillinger på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg, Sorø Kunstmuseum og Maison du Danemark, Paris. Hun er tildelt flere hæderspriser, bl.a. Eckersberg Medaillen og har modtaget flere præmieringer for sine udstillinger. I 2023 skabte Kalkau det stedsspecifikke og stærkt omdiskuterede offentlige værk Zygote på Christmas Møllers Plads i København.

Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er cand.mag. i musikvidenskab og filosofi fra Københavns Universitet og uddannet fra Forfatterskolen i 1999. Andkjær Olsen debuterede i 2000 med Lulus sange og taler og har efterfølgende udgivet 11 digtsamlinger og skrevet adskillige teaterstykker og operalibretto. Derudover har hun modtaget en lang række litteraturpriser bl.a. Holbergmedaljen samt Aarestrupmedaljen og er medlem af Det Danske Akademi. Hendes seneste digtsamling Mit Smykkeskrin var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Ursula Andkjær Olsen virkede som rektor på Forfatterskolen fra 2019 – 2023.
Kilde:
Viborg Kunsthal
Viborg Kunsthal