Magt og mode i Romeriget

1 okt 2026 - 29 mar 2027

Den 1. oktober 2026 åbner Glyptoteket den største særudstilling om antikken i museets historie.

Animation af Portræt af kejser Tiberius. Foto: Glyptoteket

Den 1. oktober 2026 åbner Glyptoteket den største særudstilling om antikken i museets historie.


info

Magt og mode i Romeriget1 okt 2026 - 29 mar 2027

Med afsæt i museets enestående samling af romerske skulpturer og med markante indlån fra internationale museer viser udstillingen, hvordan magt og mode også for to tusind år siden hang uløseligt sammen.    
Det bliver første gang nogensinde, at antikkens mode behandles i en ambitiøs særudstilling, når Glyptoteket til efteråret åbner Magt og mode i Romerriget. Med udgangspunkt i museets mangeårige forskning i antikkens farver og mode afslører udstillingen ny viden om, hvordan dragter, dufte, smykker og frisurer blev brugt i magthavernes selviscenesættelse.
På mere end tusind kvadratmeter udfolder Magt og mode i Romerriget sig som en sansemættet helhedsoplevelse, hvor specialfremstillede dufte, forskningsbaserede farver, stoflig iscenesættelse og et saftigt lydspor åbner for refleksion over, hvordan vi mennesker – dengang som nu – er optaget af status, identitet og selvfremstilling.
Magt og mode i Romerriget viser, hvordan statuernes udseende også rummer et visuelt sprog, hvor detaljer som drapering, materialer og farver tydeligt markerede social position og politisk rolle.
De idealiserede skulpturer ledsages af tolv lyttestationer, hvor romerske forfatteres sladder og spydige kritik af magthavernes udseende og påklædning afslører, hvor tæt den ydre fremtoning var knyttet til forestillinger om moral og lederskab.  
Kejserens klæder var lyserøde
Glyptoteket har i en årrække - de seneste elleve år med seniorforsker og klassisk arkæolog Cecilie Brøns i spidsen - forsket i antikkens farver, tekstiler, smykker og parfume. Museet er blandt de førende i verden inden for feltet, og den banebrydende forskning danner grundlag for udstillingen.
”Når vi  undersøger  antikkens mode, får vi en nøgle til at forstå Romerrigets portrætskulpturer; Hvem menneskerne bag skulpturerne var, og hvilket samfund og magtstrukturer de var en del af”, siger Cecilie Brøns, der  er udstillingens  kurator.
Et centralt værk er et portræt af kejser Tiberius, hvor helt nye studier afslører, at hans dragt oprindeligt har været sart rosa. Opdagelsen viser dermed, at  man i Romerriget havde nogle helt andre magtkonnotationer, end  vi har i dag.  
”Antikkens æstetik og farvevalg stemmer ikke nødvendigvis overens med moderne kønsstereotyper. I dag vil en halvnøgen hersker i lyserødt måske virke overraskende, men for romerne signalerede det en tydelig visuel markering af magt, luksus og guddommelig autoritet”, siger Cecilie Brøns. 
Sjældne indlån 
Udstillingen tæller en række markante indlån. Heriblandt tre ekstremt sjældne, bevarede dragter fra Romerriget, som for første gang nogensinde udstilles uden for British Museum.  
Fra det arkæologiske museum i Burdur er der indlånt dele af en kolossal portrætstatue af kejser Septimius Severus iført løveskindsstøvler. Værket har aldrig tidligere været udlånt, men kan nu for første gang opleves udenfor Tyrkiet. 

Adresse
GlyptoteketDantes Plads 7
1556 København V

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - nej, men lifter og elevator til de fleste udstillinger
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 21:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00

Entre pris
Priser
Voksen: 125 kr.
Under 27/studerende: 95 kr.
Grupper på 10 eller flere (når betalt samlet): 110 kr. pr. person
Under 18: Gratis entré
Årskort: Gratis entré

Sidste onsdag i hver måned er der gratis entré til hele museet.
Køb billet