“Den støvede gulvvase der står i hjørnet af oldingernes stue. Gryden de koger kartofler i. Glaskanden på frokostbordet. Dørmåtten. En ny form for slid. En udmattelse, der hænger tungt om knoglerne, banker bag kraniet. Mureren. Knaster der kribler rundt i natten. Hvad mon der blev tilbage af den, der gav sig selv som førstebeholderske. Resterne fejes sammen, det der har samlet sig i hjørnerne, det der var tilovers. Et sted at gøre af det, der ellers ingen steder har. En flydende bevægelse. En lille drøm om, at ingenting går tabt.”
Med disse ord åbner Maja Johanne Lauesen sin soloudstilling Alveum / Relikvie, der vises hos Contemporary 10 (C~10). Alveum – det latinske ord for hulrum, fordybning, beholder – etymologisk beslægtet med alvus, livmoderen. Alveum betegner et rum, hvor noget andet befinder sig; ikke sig selv, men rammen om den anden. Relikvie er til gengæld det, der er tilbage: det, der efterlades; det hellige; det, der bæres videre, når dets funktion er ophørt.
Mellem disse to tilstande – at være hulrum og at være levn – undersøger Maja Johanne Lauesen med denne udstilling, hvad det gør ved et menneske at blive til beholder for et andet. Graviditet og moderskab behandles ikke som begivenheder, men som en vedvarende omorganisering af kroppen, tiden og opmærksomheden omkring et liv, der endnu ikke kan bære sig selv.
Gennem skulptur, relief og installation arbejder Lauesen med materialer og former, der balancerer mellem det industrielle og det organiske, det kontrollerede og det uforudsigelige. Her opstår spændinger mellem struktur og opløsning, mellem det, der rummer og det, der bliver tilbage.
Kilde:
Contemporary 10
Contemporary 10
