I (Re)visit genopfører vi den udstilling, som Maria Eichhorn lavede i galleriet i 1995, hvor hun genskabte værker af tre centrale figurer i Fluxusbevægelsen: George Brechts Chair Event (1969), John Cages 33 1/3 (1969) og George Maciunas’ Flux Ping-Pong (1976).
Eichhorns udstilling peger på grundlæggende spørgsmål om kunstnerisk ophav, autonomi og publikumsdeltagelse og insisterer på galleriet som en aktiv, fysisk ramme, hvorigennem kunst både bliver til og opleves. Ved at genskabe værker fra René Block-samlingen berører Eichhorn også spørgsmål om offentlig udstilling og censur – spørgsmål, som trængte sig på i forbindelse med Block-samlingens første præsentation på Statens Museum for Kunst i 1992.
Eichhorns (Re)visit følger Fatima Moallims udstilling Manuals (2025), som var den første i en udstillingsrække, hvor vi giver rum til undersøgelser af galleriets rolle i et kunstlandskab præget af markante forandringer.
Vi glæder os til at se jer fra den 6. februar, hvor vi de første to uger lader Eichhorns udstilling stå, som den var i 1995. Den 21. februar markerer et nyt kapitel i udstillingen med 'Speakers Corner', hvor også to samtidskunstnere aktiverer udstillingen med nye værker.
Kilde:
Galleri Susanne Ottesen
Galleri Susanne Ottesen
