Markus Oehlen: New Paintings

Martin Asbæk Gallery kan præsentere udstillingen New Paintings af Markus Oehlen. De nyeste værker viser den tyske kunstners evne til konstant at udvide maleriets grænser. Sitrende og farvestrålende spraglet fremstår Oehlens malerier som ængstelige virvar, der både desorienterer og destabiliserer.

Markus Oehlen har eksperimenteret med billedkunst foruden musik siden slutningen af 70erne, og med rødder i punk findes der i hans karriere en gennemgående higen efter at skabe en billedkunst, som er undergravende og uoverskuelig. Ikke mindst som en del af Neue Wilden (tysk: De Unge Vilde), der som ny-ekspressionisk bevægelse i 80erne gjorde op med konceptkunstens og minimalismens renhed ved i stedet at indføre skarpe farver, rå penselstrøg, bizarre materialer og generelt upoleret æstetik.
Over de sidste fyrre år er Oehlen aldrig stoppet med at forsøge at genopfinde maleriet – med de oprørske dyder i behold. Det er essentielt for ham, at der fortsætter med at være udvikling. Fra værk til værk opdateres hans proces, materialer, motivverdener etc. Et element, der skiller sig ud i et billede, overføres til det næste i en mere dominerende form.

Med en tilgang der kan minde om, hvad sampling er for musikken, præges hvert af Oehlens malerier af vidt forskellige udtryksformer. Som et forvrænget sammensurium af motiver fra kunsthistorien, populærkulturen, den tilfældige billedstøj og hvad man ellers kan støde på i en visuelt overmætttet verden, flakker et Oehlen-værk for øjnene som en uløselig rebus af ledetråde.
For Oehlen handler det ikke om at male, men om at konstruere et maleri. Og denne subtile distinktion betyder, at også motiverne overgår til at være materialer. Ubestemmeligheden, tumulten mellem de visuelle ingredienser, får dog en knivspids genkendelighed: En diskokugle, et ansigt, en blomst indhylles i skinnende furer, så det næsten får en kvalitet af at udspille sig på et skrantende VHS-bånd.

I kaossets høje kompleksitet, kan man dog ikke sige, det er et tilfældighedsprincip, der råder. Faktisk er der flere dele, som slet ikke er maleri, men illusion. I sektioner af hvert værk leger Oehlen med, at der ikke er maling på lærredet. I stedet er collageprint fyldt til bristepunktet og påført lak med en stor kam. Det kræver erfaring at udvikle noget så indviklet. Gennem hele sin karriere har Markus Oehlen pirket til det implicit ildesete, og mens de svundne dage med punk, provokation og chokeffekter forlængst er kommet til ende, er Oehlens subversive æstetik og uafladelige udfordren aldrig gået i stå.

Kilde: Martin Asbæk Gallery