Matilde Duus: Trøst

Anbefalet under Det skal du se! uge 9

Matilde Duus’ foretrukne medie er glasset, som hun ofte kombinerer med materialer som metal, natursten og papir i skulpturelle og rumlige objekter, såvel som i væghængte værker, der balancerer mellem det
to- og tredimensionelle. Med glassets transparente kvalitet som både materiale og motiv, undersøger hun fænomenologiske aspekter af vores synsproces: hvordan lys, skygger og genskin i dets overflade ændrer værkers fremtrædelsesform, mens farvede pigmenter, formgivning eller tilføjelsen af andre materialer forandrer deres egenskaber.

Duus er optaget af vekselvirkningen mellem det fysiske øjes objektive sansning og det subjektive bliks mere diffuse indtryk. Glasset kan fungere både som en linse til øjet, som vi kender det fra briller og kontaktlinser, men også som et billede på, hvordan lyset brydes i hornhinden og danner motiver på nethinden. Det er motiver, som vi navigerer efter, billeder, der holder os i konstant forbindelse med vores omverden, men som også kan være farvede af sindsstemninger, poetiske og personlige. Øjet er som bekendt også sjælens spejl.

I Duus’ nyere værker finder vi en interesse for det flydende og flygtige; for det transparente glas, der i flydende form kan løbe ud i små søer eller størkne i dråbeformer, som tårer på en kind. Hun interesserer sig for glassets formelle ligheder med det vand, størstedelen af vores klode og vores krop består af; floder og have, blod og tårer. Vandet, der adskiller Norge, hvor Duus bor og arbejder, fra Danmark, hvor hun kommer fra; fostervandet, barnet er omgivet af eller gråden, der pludselig bryder frem og kalder på trøst.

Trøst er et rum, du træder ind i.

”Hvis du ser mig, så græd” står der hugget i en sten, der kom til syne et sted i Tyskland under sidste sommers tørke. Som et stille monument over tidligere tiders udtørrede floder med sult til følge.
Jeg spejler mig i barnets uvidenhed, dets tårer og dets latter.
Du ser noget andet end mig. Jeg ser noget andet end dig. Vi ser det samme. Mennesket er det eneste dyr, der græder emotionelle tårer og finder trøst deri.
Jeg græder mine salte tårer ud i havet, og ser hvordan det stiger. Havet er både afstanden og forbindelsen til alt, jeg har kær. Andre arter er uddøde før os, og jeg lever med savn og sorg og glædes hver dag.
Tilbage i det kolde, klare, norske vintervejr. Farverne spænder fra lyse blå toner til sart rosa, de er ligesom transparente og åbner min krop og sind.
Jeg rammes af en hjemlig ro, der overrasker mig. Mit savn er todelt. Mit savn er totalt.
Trøst er søgen efter hvile. Og engang skal vi svømme blandt tang til evig tid.

Matilde Duus, 2023

Kilde: Bricks Gallery