Udkaldt kanaliserer, hvad der sker, når en kollektiv stemme intensiveres mod én person, og spørger hvorvidt 2010’ernes call out-kultur kan omformes til en åbning for kollektiv refleksion, der hverken bøjer hovedet for et "post woke" vibe-skift eller afskriver det kritiske behov for udkaldelse som middel til ansvarliggørelse. Det er et forsøg på at fastholde dobbelthed: Call out som intern selvkritik og ekstern strukturel kamp—en bevægelse, der rummer såvel Loretta Ross’ "calling in" som Sara Ahmeds udholdende klagepraksis og Mark Fishers blik for venstrefløjens selvudmattelse.
Installationens rum inviterer til en konkret og spirituel undersøgelse af syndebukkens mekanisme, som René Girard beskrev som mimetisk vold. Men hvor Girards analyse ender i voldens kredsløb via platformenes acceleration, søger Udkaldt at hæve call out fra digitalt centrifugeret fordømmelse til åbenbarende udkaldelse — en anonym omvending mod sagen selv, som både kan indeholde anklagen og det fælles håb om, at den brændende busk endnu står i flammer.
Udstillingen udspringer af kunstnerens egne erfaringer med udelukkelse fra et feministisk kollektiv efter en gruppeudstilling i andre sammenhænge på KH7, en oplevelse præget af digital isolation og uafsluttet sorg. Ni år efter genbesøges gerningsstedet som et sted for maskerede samtaler, pseudonyme breve og ubesøgte soningsmiddage. Et rum for splittede erfaringer, hvor ingen stiller sig udenfor, men alle bærer skår i hænderne.
Gennem meditationspuder, knuste æg og fragmenterede tekster placeres beskueren i spændingen mellem aggression og kontemplation. Stilheden er ikke neutral, men bærer klangen af det uforløste. Periodiske udbrud fra "det femhovede monster" afspejler den internaliserede vrede, frygt og sorg, som udkaldelsen efterlader i sit kølvand — uden at hælde kampen ud med badevandet.
Fakta
Matilde Mørk(Hun/dem), uddannet fra Det Jyske Kunstakademi 2019, Northern School of contemporary Dance 2005, mor til to.
Kilde:
KH7 Smallspace
KH7 Smallspace