MELLEM / RUM
25 feb - 23 apr 2017Lørdag 25. februar åbner Gammelgaard den unikke gruppeudstilling MELLEM/RUM, hvor fire danske samtidskunstnere vil lave en undersøgelse af det genstandsløse rum, der befinder sig mellem de udstillede værker.
Lørdag 25. februar åbner Gammelgaard den unikke gruppeudstilling MELLEM/RUM, hvor fire danske samtidskunstnere vil lave en undersøgelse af det genstandsløse rum, der befinder sig mellem de udstillede værker.
Ofte forbinder vi mellemrummet med et fravær af både form og betydning, men måske er det usynlige rum mellem tingene ikke så tomt, som vi forestiller os? I udstillingen MELLEM/RUM af Allan Stabell, Kirsten Bøgh, Manuel Canu og Stine Jespersen vil vi nemlig opleve, at rummet mellem ting, krop og tanke er ladet med betydning, og at ny fortolkning og oplevelse af kunsten kan opstå.
Udstillingens primære medier er maleri og keramik. Herved udfolder værkerne sig i både flade og rum, og vi oplever, hvordan de arkitektoniske elementer i keramikken spiller sammen med rumoplevelserne i malerierne. Der skabes på den måde et modspil mellem konkrete keramiske ornamenter og maleriets illusioner af håndgribelig form. Dette kan bl.a. opleves i mødet mellem Stine Jespersens keramiske værker og Kirsten Bøghs farvespækkede stilleben-malerier med interiør-scener, som skaber et modspil mellem det konkrete og det illusionistiske.
Udstillingens værker emmer af form og materie, og det er netop i værkernes udtalte håndgribelighed og udstillingsrummets faste grænser, at det uhåndgribelige vil give sig til kende.
Manuel Canu udforsker mellemrummet ved at vende logikker på hovedet og skabe keramiske krukker og skåle, der er ubrugelige til deres tiltænkte formål. Herved arbejder han med mellemrummet mellem skulptur og keramik, og nye oplevelser af keramikken og dets virkefelt opstår. Også Allan Stabell udforsker mellemrummet ved at sætte kontraster og modstridende elementer i spil i sine farvestærke malerier. Det ekspressive og det konstruktive formudtryk væves sammen i hans malerier, og værkerne sitrer med indre spænding, når han konstruerer rum, der strider imod vores logik.
Hele udstillingen er præget af en legende tilgang, fordi det netop er i legen, at vi er i stand til at vende dét, vi kender på hovedet og danne nye forståelser. I kunstens rum placeres vi i en tilstand, hvor vi kan genfinde den legende, kreative og nysgerrige tilgang, som befinder sig hensiddes facitter og normalitet. Samtidig gør udstillingen os ved at kredse om det, vi ikke kan se, mere bevidste om alt det, vi kan se, og fremhæver herved også den betydning, som objekter har på vores adfærd, interaktion og bevægelse i rummet.
Alle objekter og kroppe befinder sig i et fysisk betinget kredsløb, hvor de tiltrækker hinanden, og hvert enkelt værk kan derfor ikke læses isoleret. Værkerne påvirker hinanden, ligesom udstillingsrummet og vi som beskuere hele tiden er med til at udfordre og skabe nye betydninger.
Kilde: Gammelgaard
2730 Herlev
Tirsdag: 12:00 - 17:00
Onsdag: 12:00 - 17:00
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 12:00 - 17:00
Søndag: 12:00 - 17:00