Mette Hartung Kirkegaard: A Room Full of Love

12 jun - 21 jun 2026

Kirkegaard belyser forholdet mellem fotograf og motiv.

Værk af Mette Hartung Kirkegaard. Foto: Prospekt.

Kirkegaard belyser forholdet mellem fotograf og motiv.

Mette Hartung Kirkegaard (DK) praktiserer gennem sine værker en responsiv tilgang til verden. Hun bruger fotografiet til at forbinde sig til sine omgivelser for derefter at forlænge de øjeblikke ved hjælp af installation, skulptur og alternativt maleri. Kirkegaards arbejde er som oftest stedsspecifikt og undersøger emner som empati, nærvær og fortrolighed – i denne udstilling belyst gennem forholdet mellem fotograf og motiv.
A Room Full of Love sætter fokus på selve fotograferings-situationen eller shootet: Den seance, hvor fotografen interagerer med sine omgivelser for at finde og skabe fotografier. Under ferniseringen vil Kirkegaard iscenesætte et shoot som en fotografisk performance, hvor hun fotograferer i udstillingsrummet og mellem besøgende. Undervejs har publikum mulighed for at se billederne på en storskærm og på den måde følge hendes blik gennem rummet.
Værkerne i A Room Full of Love reflekterer Kirkegaards oplevelser i mødet med først motiverne, dernæst fotografierne og til sidst selve udstillingsrummet. De viser, hvordan fotografi kan være en måde at knytte sig til sine omgivelser på, samt hvordan et billede består af både det fysisk konkrete og det personligt filtrerede.
Mette Hartung Kirkegaard er uddannet fra kunstakademiet i Göteborg (HDK-Valand), hvorfra hun har en MFA i Fine Art Photography. Hun har udstillet på kunsthaller i Blekinge og Göteborg samt gennemført flere store midlertidige udendørs værker i Danmark. A Room Full of Love er hendes første soloudstilling i København.
Kilde:
Prospekt

Adresse
ProspektEriksgade 15
1708 København V

Åbningstider
Torsdag, fredag, lørdag:
14.00 - 18.00
samt efter aftale

Entre pris
Gratis adgang.

Niveaufri adgang: Prospekt ligger i gadeplan, men har et trin ned til udstillingsrummet.
Handicaptoilet: nej
Gratis for ledsager: ja