Udstillingen Fremtidens Pokaler reflekterer over, hvem vi vælger at hylde og tildele pokaler, og udfordrer forestillingen om, at anerkendelse først og fremmest skal gives for individuel præstation. I stedet peger den på værdien af de ofte oversete bidrag, relationer og fællesskaber, som gør vores liv og verden mulig.
"Der findes civilisationer, man kan genkende på deres ruiner. Andre genkender man på deres pokaler. Vi støber dem i metal, polerer dem, løfter dem over hovedet. Ikke fordi de kan noget, men fordi de beviser noget. At et menneske har været hurtigere end et andet. Rigere. Dygtigere. Mere værd at huske.
Pokalen er et løfte om, at verden er retfærdig. At den bedste vinder. At historien kan måles. Det er en smuk tanke. Den har bare sjældent været sand.
Vi har givet pokaler for sport, for vækst, for innovation, for krige, for aktiekurser og for underholdning. Vi har uddelt medaljer til dem, der kunne løbe hurtigst, tjene mest eller erobre mest land.Vi har endnu aldrig uddelt en pokal til den, der lod skoven stå. Eller til den, der blev. Måske fordi overlevelse aldrig har været en disciplin. Endnu.
Måske kommer der en dag, hvor de største helte ikke er dem, der erobrede verden, men dem, der lærte at leve med den. Hvor den højeste udmærkelse går til den, der delte sit sidste frø, reparerede naboens tag eller undlod at tage mere, end der var brug for. Eller måske fortsætter vi bare.
Måske står der, længe efter den sidste lufthavn er lukket, den sidste børs er kollapset, og den sidste influencer har mistet sit publikum, stadig et menneske med en skinnende pokal i hænderne. Smilende. Taknemmelig. Stolt over førstepladsen.
Mens der ikke længere er nogen tilbage til at klappe. Og måske er det netop dét, pokalen altid har været. Ikke et symbol på sejr. Men et monument over vores behov for at tro, at verden skylder os en vinder."
– Michael Isling
Kilde:
Mellemrummet
Mellemrummet