Mikkel Ørsted: Signs and Echoes

21 aug - 27 sep 2025

Udstillingen rummer sit eget paradoks i de vovede, nærmest umulige keramikskulpturer sat op mod de overlegent smukke monotypier.

Mikkel Ørsted Untitled, 2025.

Udstillingen rummer sit eget paradoks i de vovede, nærmest umulige keramikskulpturer sat op mod de overlegent smukke monotypier.

I soloudstillingen Signs and Echoes viser billedkunstner Mikkel Ørsted en serie nye monotypier og store keramiske værker, der både spejler og udfordrer hinanden. Hvor keramikskulpturerne er imponerende i deres højde, drøjde og balance, fremstår monotypierne æteriske, flimrende og impressionistiske. Værkerne rummer tydelige spor af Mikkel Ørsteds karakteristiske tegn og ornamentik.
I flere udstillinger har Ørsted udfordret kunstnerkeramikken med sine meget store og utraditionelt glaserede krukker. Denne udstilling er ingen undtagelse.
Skulpturerne, der premierede på Viborg Kunsthal i 2024, er sammensat af mere end hundrede individuelt brændte og dekorerede lerplader og elementer på jernstativer, der tårner sig højt op og illuderer en slags kakkelovne. Ørsted leger frit med keramikkens æstetik gennem historien: klassiske blå-hvide blomstermotiver møder boblende, krakeleret glasur i tyggegummi-lyserød. De visuelle kontraster udfordrer æstetiske regler og systemer, og værkerne synes at trodse både tyngdekraften og håndværkets rammer. Kan det mon blive højere, vildere eller skønnere? Resultatet er en overflod af æstetiske eksperimenter, der undersøger kunsthistoriens hierarkier for, hvad der er smukt, uskønt, monstrøst og decideret klattet.
Mere roligt står det til i Ørsteds nye delikate, nær impressionistiske monotypier, der breder sig på tværs af galleriets vægge som et komplekst landskab af mønstre og ornamentikker. Hver monotypi er et unikt værk, bygget op af gentagelser af de samme bemalede trykplader, som Ørsted nysgerrigt sammensætter. Med trykfarve og indvalsning skaber han lag på lag af sirlige linjer, hurtige strøg og bløde former, der ekkoer af genkendelig natur og arkitektur. De er smukke, næsten magiske, og inviterer os til at drømme os ind i mystiske fortællinger og eventyr, hvor dyr, blomster og planter besjæles, og hvor fysikkens love er til forhandling.
De nye værker bliver en forædling af Mikkel Ørsteds tidligere interesse for systemdannelse, natur og filosofi; hvor de fleste værker er sammensat af flere dele, der byttes om og sammensættes på ny. Der foregår altid noget under overfladen: en struktur bag strukturen, et billede bag billedet.
Udstillingen rummer sit eget paradoks i de vovede, nærmest umulige keramikskulpturer sat op mod de overlegent smukke monotypier, og man fristes til at bruge H.C. Andersens fortælling om nattergalen, der netop handler om naturens ufattelige skønhed og begæret efter at kopiere den:
“Kejserens slot var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentligt tage sig i agt. I haven så man de forunderligste blomster, og ved de aller prægtigste var der bundet sølvklokker, der klingede, for at man ikke skulle gå forbi uden at bemærke blomsten. Ja, alting var så udspekuleret i kejserens have, og den strakte sig så langt, at gartneren selv ikke vidste enden på den.”
Moralen i Nattergalen er jo netop at ægte skønhed og værdi findes i det ydmyge og oprigtige, og ikke i det kunstige og prangende. Denne indre kamp i mennesket synes at ligge som et slags underliggende ledemotiv i udstillingen Signs and Echoes.
Kilde: Wilson Saplana Gallery

Adresse
Wilson Saplana GalleryVesterbrogade 6, København V, 1620 Denmark

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 18:00
Torsdag: 12:00 - 18:00
Fredag: 12:00 - 18:00
Lørdag: 12:00 - 16:00
Søndag: Lukket