Verden er et kompliceret sted. Vores rødder snor sig mellem jord og asfalt, solopgange og skarpt neonlys. Mellem trangen til at løbe af sted mod den, vi måske kan blive, og behovet for at finde ro i den, vi er. Pavlovskis univers favner de modsætninger, der bor i os - måske endda som et grundvilkår ved det at være menneske.
Mischa Pavlovski Andresens formsprog og kompositioner vækker associationer til forhistoriske billeder og nogle af de tidligste udtryk for menneskelig kreativitet. Malerierne bevæger sig på tværs af tider og virkeligheder og spejler det moderne menneskes søgen efter ro i en verden, der sjældent står stille. Teknikken, æggetempera på træ og pap, bliver et middel til at forbinde det arkaiske med det umiddelbare, det varige med det skrøbelige. Materialernes håndgribelighed inviterer os til at gribe fat i en del af verden, holde den i hænderne og forstå den som en del af en større helhed. Men også til at udfordre vores grundlæggende forestillinger om verden og genoverveje det, der ved første øjekast virker indlysende, men som rummer langt større kompleksitet. At spørge: Hvordan kan by og natur eksistere side om side, når den enes fremgang så ofte sker på bekostning af den anden? Hvordan forholder vi os til verdens mange kriser uden at lade os overvælde af fortvivlelse, angst og afmagt?
For Pavlovski udfolder livet sig i spændingsfeltet mellem krop og sind. Måske er det netop derfor, eventyrlige fortællinger - fra rå hulemalerier til glitrende tegnefilm – spiller en særlig rolle i vores måde at forstå og navigere i tilværelsen på. De åbner for andre måder at forestille sig verden på og lader forundring og absurditet eksistere side om side med frygt og usikkerhed. Fugle fanget i landskaber af forurening og sod, brændende æbler kastet som håndgranater og abstrakte væsner, der vokser som træer: billeder på en verden, hvor skabelse, vækst og ødelæggelse er uløseligt forbundet. Selvom der er noget paradisisk over Pavlovskis frodige og farverige flora, er der ikke tale om utopiske verdener. De rummer snarere paradokset i at vide, at verden aldrig kan reddes fuldstændigt, selv med de bedste intentioner, men at det at give efter for apati ville være det samme som at opgive den.
Figurerne i Pavlovskis univers er blide og udstråler en særlig uskyld og følsomhed. De søger svar på tilværelsens spørgsmål, ikke gennem et ønske om at beherske eller forstå alt, men gennem relationer og nysgerrige møder med naturens vildskab. De klemmer sig ind under træstammer, bærer kunstfærdigt udformede genstande og plukker æbler fra et træ midt i dommedag og eksplosioner. De er modsætningsfulde og trodser enhver logik; de er uperfekt menneskelige. Under rosafarvede skyer leder de efter veje gennem kaos og mørke, ikke ved at besejre verdens vilkår, men ved at genopdage det velkendte. At smøre smør på brødet, stikke fingrene i jorden, lytte til fugle, der fører en samtale, man aldrig vil kunne forstå. At finde et hus i skoven, ikke for at flygte fra livet i byen, men for at acceptere, at livet altid rummer mange ting på én gang. I Pavlovskis verdener handler vejen frem ikke om at finde en modgift mod kaos, men om at lære at leve side om side med det.
Udstillingstekst af Mathilde Vogel
Kilde:
Alice Folker
Alice Folker
