Ole Sporring: Hvilken vej er nedad? De tre små mænd gyser ved lærredets dyb

Ole Sporring var sjov, havde vid og var en eminent tegner og maler. Han døde i 2019. På indbydelsen til en mindekomsammen i tiden umiddelbart efter stod følgende: Han tog kunsten alvorligt fordi han tog livet alvorligt. Selv formulerede Ole Sporring det i 2000 i forbindelse med bogudgivelserne af CR1 og CR2 sådan: Der er ikke én fluelort uden fortælling… Han lader sit kvindelige pseudonym ”Dite” skrive det i et brev til ham, der fungerer som en slags forord, og senere i brevet står følgende: På flappen kunne du skrive: ”… aldrig en bog med så mange sider. Så meget fortælling og så så så få ord”. Til sidst afsluttes brevet med et decideret og fiktivt forslag til forord nemlig: ”Bogens tavshed er nedfrossen fortælling. Som guldstøv i tundraen kommer den frem ved trykspuling med hed damp”.

Går vi lidt længere tilbage til slutningen af 1990’erne ser vi det kunstneriske arbejde tage afsæt i de tre små mænd, som Ole Sporring finder hos Storm P. I samklang med Ole Sporring’s nysgerrighed og generøsitet bliver dette arbejde begyndelsen på en meget frugtbar malerisk periode, hvor undersøgelser af billedets elementer som tid og rum, farve og grund tager form. Altid i et frodigt samråd med hans dybe forståelse for underholdnings-aspektet, den billedlige fortællings motor og konsekvensen i fuldførelsen af et billede. Ole Sporring kobler sig og de tre små mænd på Van Goghs billedverden bl.a. af soveværelset i Arles, og den fine skildring af en sædemand i solnedgang. Og Sporring’s maleriaf den travle tegner og maler på knæ i forgrunden med Kristus hængende på korset bagved – med en tekstlig reference til kunstnergruppen Superflex – er også fra denne tid. Det er alt sammen store billeder, hvis lærreder måler 240 x 320 cm. Og det er billeder, hvor han ikke er bange for, at lade dele af sit lærred fremtræde uberørt, uden grundering, men med kultegning og fikser. Ja, i det hele taget er modetog styrken elementer i billede-fortællingerne, der erfremtrædende og tilstede. Etik, moral og æstetik erparametre, der berøres. Det er samfunds- og samtidskritik,når det er bedst.

Ole Sporring udstillede første gang i Clausens Kunsthandel i 1963 og senest i 2016 med udstillingen ”Dites salatskål” med et retrospektivt udvalg af værker på papir.

Når vi nu viser værker af Ole Sporring er det med vægt på malerierne og med de tidligste fra midt i 1960’erne. Bredden i hans oeuvre og kontinuiteten i værkerne er slående. Han havde en uhørt sans både for stregen og farven og da computeren på et tidspunkt blev en arbejdsmulighed undersøgte og legede han også med dette medies billedkunstneriske potentiale. Motiverne på malerierne er undersøgende og udforskende og ofte har de udgangspunkt i anden billedkunst, i landskaber og i indtryk fra rejser som da han besteg Kilimanjaro og Mount Everest Base Camp eller når han kørte sydpå i Europa i bl.a. Alperne eller rejste i USA. Altid havde han fantasien som medspiller og altid var han i en dialog med hverdagslivets genvordigheder. Ole Sporring’s oplevelser i og af verden lever videre i hans værker.

Kilde: Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel