Olo-Mærkbart – Dansk/finsk kunsthåndværk
22 jun - 10 sep 2017Sommeren over viser Øregaard Museum det nyeste og det bedste i dansk og finsk design og kunsthåndværk.
Sommeren over viser Øregaard Museum det nyeste og det bedste i dansk og finsk design og kunsthåndværk.
info
Sommeren over viser Øregaard Museum det nyeste og det bedste i dansk og finsk design og kunsthåndværk. Med udstillingen Olo – Mærkbart præsenteres værker af 29 kunstnere, som byder på aktuelle fortællinger og sublim materialeforståelse. Sammen udvider de vores opfattelse af kunsthåndværket og viser den nytækning, der finder sted lige nu. Olo er det finske ord for følelse. Mærkbart er dansk og henviser til indtryk og sanselighed. Som den tosprogede titel indikerer, taler udstillingens værker til vores sanser og indlevelse, så vi kan mærke det. Det gælder både de materialer og teknikker, kunstnerne anvender og de tematikker, de tager op – fra personlige livsfortællinger til politiske diskussioner. Udstillingen folder sig dermed ud i spændingsfeltet mellem værker med en stærk idé og værker, hvor det kunstneriske projekt har udgangspunkt i en enestående evne til at forme materialet og få det til at tale i sig selv.
Udsøgt kunsthåndværk med vigtige budskaber!
Selvom antallet af værker er for småt til at konkludere noget endeligt om forskellen på to landes kunsthåndværk- og designscene, viser Olo – Mærkbart en tendens: de finske værker er generelt mere ekspressive, fortællende og figurative end de danske. Hos flere af de finske kunstnere træder flere politiske og sociale temaer frem – bl.a. et højaktuelt emne som migration. Men også temaer som barndom, ensomhed og livet indenfor hjemmets fire vægge, der gerne holdes ude fra en traditionel, politisk dagsorden, bliver behandlet.
Andre af kunstnerne, bl.a. flere af de danske, er optaget af, at materialer og teknikker er meningsbærende i sig selv: Deformerede former eller revner i den keramiske overflade bliver tegn på det uperfekte og sårbare; tekstiler kan symbolisere både varme og beskyttelse, og teknikker som hækling og strik peger på kvinders bidrag til kulturhistorien. Udstillingens værker bidrager dermed til flere dagsordener og værdisæt og viser den nytænkning, som finder sted i nordisk design og kunsthåndværk lige nu.
Om Olo – Mærkbart
Udstillingen er skabt på initiativ af sammenslutningen Danske Kunsthåndværkere & Designere og den finske søsterorganisation Artists O Association. De to foreninger kunne i 2016 fejre henholdsvis 40 og 10 års jubilæum, og det blev markeret med en invitation til denne fælles udstilling for at vise, at det nordiske samarbejde også er frugtbart for kunstnerne i dag. Danmark og Finland er blandt de førende lande på den internationale designscene, og det indbyrdes samarbejde har i tidens løb været vigtigt for udviklingen.
En jury bestående af kunsthistoriker og PhD, Jorunn Veiteberg (Danmark/Norge), og visual & photo artist, MA Raakel Kuukka (Finland) har sammensat udstillingen.
Deltagere fra Finland:
Maiju Ahlgrén, Ariadna Donner, Riitta Forsman, Leena Illukka, Aino Kajaniemi, Tytti Korin, Riikka Latva-Somppi, Tiia Matikainen, Saana Murtti, Nina Nisonen, Ulla Pohjola, Inni Pärnänen, Elina Salonen, Ulla Sinkkonen, Johanna Suonpää, Virpi Vesanen-Laukkanen og Mervi Vuolas.
Deltagere fra, Danmark:
Malene Kastalje, Anne Mette Larsen, Majken Mann & Nynne Færch, Jette Nevers, Ulrike Ramin, Helene Søs Schjødts, Amelie Tillgren & Pia Jensen, Kirsten Schou-Jørgensen, Annette Dam og Ane Fabricius Christiansen.
Kilde: Øregaard Museum