Hvordan ender antikke oldsager fra det antikke Daunien i Syditalien på et kunstlager i Geneve? Hvilken rolle spiller kunstmarkedet i handlen med plyndrede oldsager? Og hvordan kan man forske i fragmenter, der har mistet deres kontekst?
Udstillingen På sporet af daunierne – illegale oldsager fra kunsthandlerens varelager udspringer af forskningsprojektet Illicit Antiquities in the Museum og dykker ned i de problematikker, der knytter sig til illegal handel med kulturarv. Fokus er på et unikt materiale – omkring 1.500 fragmenter af rødfigurskeramik som ankom til Antikmuseet i 2018 som udlån fra det italienske kulturministerium. Skårerne var konfiskeret i et varelager i frihavnen i Geneve, som viste sig at tilhøre den nu afdøde kunsthandler Robin Symes.
I den nye udstilling dykker vi ned i skårenes historie, fra de blev illegalt gravet op af jorden i Syditalien, vandrede gennem hænderne på forskellige kunsthandlere og mellemmænd til de endte her i udstillingen. Skårene stammer fra monumentale vaser, nogle af dem over 1 meter høje, som blev brugt i gravritualer i den nordlige del af Apulien. Regionen har været udsat for voldsomme plyndringer i 1970’erne og 1980’erne.
I udstillingen fortælles om problemer med illegale udgravninger, om kunstmarkedets rolle og de konsekvenser, det har haft for vores viden om den oprindelige befolkning. De store vaser er dekoreret med billeder af myter og gravritualer. De var en vigtig del af gravritualerne og fortæller derfor om normer og værdier i Daunien i 300-tallet f.v.t. Gennem studier af arkæologisk dokumenterede grave, produktion og dekoration af vaserne kan deres oprindelig betydning i det dauniske samfund delvis rekonstrueres. Men meget viden er gået tabt for altid, fordi vi ikke ved, hvor de blev fundet, og hvad de blevet fundet sammen med.
Centralt i udstillingen er to filmværker af den britiske kunstner Maeve Brennan. Hun har i mange år arbejdet med film, skulptur samt installationer og som undersøger politiske og historiske aflejringer af materialiter og steder. Det er to forskellige fortællinger som tager udgangspunkt i arbejdet på Antikmuseet med skårene og det landskab som de er blevet fjernet fra: An Excavation blev produceret på Antikmuseet i 2022 og nomineret til New Vision Award ved CpHDox Festival 2023. SITICULOSA blev produceret i Apulien i efteråret 2024 med støtte fra Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond og nomineret til New Vision Award ved CpHDOX i 2025.
Kilde:
Antikmuseet
Antikmuseet