Paul Neale: Domestica

Med en mangfoldighed af motiver og genrer i maleri og tegning, skildrer Paul Neale en langrække stemninger og sindsstemninger. En rød tråd, især gennem de sidste års arbejde, er en kredsen om hjemmet eller det domesticerede. Gennem sine arbejder, betragtes hjemmet udefra eller indefra, med eller uden menneskets tilstedeværelse. Det domestiske liv, hvor og hvordan det end udfolder sig -kan være rigt, vredt, melankolsk, fattigt, hyggeligt, trist, intenst, varmt, sjovt, underligt eller ensomt. Domestica er situationer eller steder omkring et hus, eller der hvor mennesket netop er trådt ud af hjemmet. Motiverne omhandler personligheder, personlige relationer, og de fire vægge, måske endda det hjemlige uden de fire vægge.

Denne kredsen om hjemmet, er som Paul Neale har for vane, arbejdet frem fra en intuitiv proces, hvor han gør en dyd ud af at bevare det u-tænkte, at holde alle muligheder åbne, og slippe forventningerne.
For at kanalisere kunstens essens, arbejder han bevidst med det halvgrimme og mangelfulde. ́Hvis man ikke prøver alt muligt af, vil man aldrig vide om det var en god idé eller ej, siger han. Det er ukommercielt og ærligt. Det er ikke skønheden Paul Neale søger, den kommer bare.

Farverne og perspektiverne er i dette univers, syrede og naivt fortegnede, men på en sær måde også “lige-til”. Kulturen og stilen på en lidt trashy måde lækker. Personerne kan være fra en subkultur, måske lidt skæve, eller komplet ordinære – på skift, og samtidigt. Måske er det sådan virkeligheden egentlig er, når vi betragter den frit. Stederne indeholder fantasi og realitet, og imens hjemmet skulle tænkes at fungere som et stabilt holdepunkt, kan heller intet her slåes helt fast. Igen hvirvles vi rundt, måske af en lille forstyrrelse af den æstetiske afkodning, ved de gentagne genreskift og vekslende teknikker, hvor den eksperimenterende spontanitet, og det uventede træder frem. Måske af et stemningsskift i farve og motiv. Det er som om alt kan ske, her i det domesticerede.