Jessie Kleemann bidrager med performancen Spirit of the Flying Kayak til udstillingen Bringing In The Tide, Wadden Tide 2026. Performancen tager udgangspunkt i et grønlandsk sagn og afspejler grønlændernes livsvilkår og relation til naturen, det åndelige og det overnaturlige. Spirit of the Flying Kayak aktiverer myten som en form for viden og peger på, at fortællinger, åndelighed, kulturelle og kropslige erfaringer også er måder at erkende og forstå naturen på.
Et centralt tema i Jessie Kleemanns kunstnerskab er de globale klimaforandringer, som viser sig med overvældende tydelighed i Arktis og i Grønland (Kalaallit Nunaat). Den arktiske smerte er en grundtone i hendes kunst. I sine værker benytter hun ofte sin egen krop som et redskab til at vække vores erindring og relation til landskabet, myter, til fremtiden og til Grønland, for her igennem at åbne for et kropsligt sprog, man kan sanse og reflektere over.
Jessie Kleemann (f. 1959 Grønland) er en grønlandsk performancekunstner, maler, installationskunstner og digter. Hendes seneste bog Arkhticós Dolorôs (2021) blev nomineret til Nordisk Litteraturpris i 2022 samt til den danske Poesiens pris. I 2023 havde hun to store udstillinger med titlen Tiden løber løber tiden på Statens Museum for Kunst og udstillingen med titlen Lá.Læ. Likkja.Magna på Rønnebæksholm Kunsthal.
Kilde:
Wadden Tide
Wadden Tide
