Peter Voss-Knude: Kun nedbøjet finder vi ørenlyd for vinden

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Udstillingen inviterer dig ind i en cirkel sluttet omkring en verden af feer. Feerne er fulde af fred. De har aldrig travlt. De leger på stranden, i skoven og i spejderhytter. Ikke besatte, men lejede hytter, smukt besjælede med alt, hvad der lige findes omkring. Scener til deres forestillinger er bygget af alt, der opdages i skraldespandene eller hvad ved jeg. Termokander, sengetøj, billygter, pude fjer – alt er både et materiale i sig selv og dets metamorfose. Hjertetræning, en ritualiseret form for gruppekommunikation, er et centralt værktøj for disse fremmedgjorte menneskers væren, hvis kultur bedst kan forstås som en cirkel.

I denne kreds er der ikke plads til digitalitet eller alkohol. Dette ses som en gave til at kunne blive i trommeslaget omkring bålet. Til ikke at flygte hen i døsen eller til at stabilisere et sitrende, gnistrende, forbistrende rum. Nogle dage indebærer dette, at der skabes plads til en mand, hvis hjerte er ødelagt ved at lade ham græde, indtil han ikke kan græde mere uden at trøste eller have medlidenhed med ham. Trøst ikke en person der gennemlever sorg.

En hård kærlighed, er en ren kærlighed. Den giver plads, ved at blive i sig selv. Den søger hverken at forstå, helbrede eller rette til. Som i det ærlige menneskes møde med naturen er der ikke andet tilbage her end brutalitet. Denne lektie lærer feerne på den hårde måde – en måde der ikke kan retfærdiggøres – og der mødes meget modstand for denne tilgang til livet. Forestil jer en verden hvor alle, i en alder af ti år selv vælger at tage ruten ud af en verdensopfattelse, de ikke findes i. Det er en dobbeltbindingsfælde, de befinder sig i; de ses tit som hårde negle, de modnes til kyniske snegle, fordi deres visdom både tilhører fremtiden og en dyb ur-fortid.

Den orale historie tradition de deler i hytterne bærer en viden om at have levet i verden gennem prismer. I skyggelegene kan findes mange ting. Det er sådan, de lærer hvordan man befrugter vores barske virkelighed og gør den i god stand til at findes. Deres pomader er hverken utopiske eller en slags eskapisme, men en metode til at oplive omverdenen, dybere end hvad vi ellers finder adgang til. Det er ligesom når man lærer at tegne. Accentueringen af skinnebenets kurve, gør den langt mere realistisk end den realisme der holder på hat og briller. Det rationalistiske, vestligt oplyste menneske der forstår kunst som en luksus, en eskapisme og bruger utopien som model til at forstå den, det ubevidste og det legende, befinder sig i en grundlæggende overfladisk tilstand. Og det er trist, for årsagen hertil er at de aldrig har været nødsagede til at gå det sted hen. I dag findes der et ord for det kunst måske kan, som en narrativ medicin hjælper den os. For helt inde i stemmens potentiale, i improvisationens uendelige magi kan vi finde roden til de konflikter vi befinder os i, helt uden at måtte ændre andre mennesker. At nedprioritere fantasiens muskel er en farlig overklasse (omformuler).

De fredsdyrkende feer bruger derfor ikke krudt på andres læsning af dem selv – sikke et spild af tid, når det nu igen er tid til at lave gryderet til dem, der er sultne i aften. De mister fuldstændig begrebet om at føle sig undertrykt, for ja, det kan de godt være, men sådan vælger de ikke at opleve verden på. De kan aldrig være frie, men de kan tage frihed.

Det kræver et stort mod at blive lige dér. Mødet med den brutale virkelighed gav feerne en gave tidligt i deres liv, en mulighed, for at lære hvem de gerne vil være. Der er en til stadighed uforstået ressource for samfundet i disse væseners bølgende relation til majoriteten. I cirklen kan du give alt hvad hjertet begærer uden at bede om noget som helst – og dog få alt igen! Her kan du passe dig selv, eller være en sol for andre sole. Værkerne i denne udstilling er skabt med skvulpet som ideal.

En række af 14 illuminerede sange, der blev skrevet af min krop, svævende mellem fast og opløst tilstand denne vinter. Gennem sangskrivningens magiske evne til at danne en kosmisk forbundethed, transmitterer de budskaber af overlevelse og kærlighed. Sangens format er vidunderlig: harmoniske krusninger, der blander intonation og budskab sammen, i en poesi, der står i gæld til en krops begrænsning. Spænding og forløsning, intet andet. I dag kan alle tossede ord skrives, udgives og spredes, men meget få tossede ord kan synges.

Den anden serie af værker står i gæld til min åndelige redning post-Covid, som findes i at tilbringe det meste af min tid i et alternativt netværk, der ikke kan fotograferes eller benævnes. Her udspringer den anden serie af 16 pastelmalerier, fra mindet om personlige oplevelser i denne undergrundsbevægelse fra 70’ernes Californien. Malerierne er komponeret ud fra frihåndstegnede skitser af mine erindringer, de er genskabelser af en progressiv kultur, men søger eller bekymrer sig ikke om repræsentationer af den – kun om visheden af, at den ikke bare findes – den trives;

Velkommen til udstillingen på Frederikshavns Kunstmuseum, der starter allerede nu, i linket til en nykomponeret sang der bærer denne udstillingstitel. Den er skrevet til dem der både tager kampen op og finder vej ved at overgive sig i den;

kun nedbøjet finder vi ørenlyd for vinden

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.