Gennem non-lineære indgange er billedkunstneren Emilie Imán optaget af kompleksitet, systemer, relationer, sprog og afkodning. Med oliemaleriet i centrum udfolder hun en æstetik fuld af opbrud og eksplosive farver, der giver liv til væsener og transformerede antropomorfe planter, der synes at sprænge forudindtagede fortolkninger af både fortælling og tid. Fra 30. august kan hendes værker opleves i Nikolaj Kunsthal som en del af projektet Platform.
Nikolaj Kunsthals projektrum Platform indtages i sensommeren af billedkunstneren Emilie Imán, der præsenterer oliemaleri udfoldet i både skitser, papir og på lærred skabt i fællesskab med kuratoren Anouska Kobus.
Stadier af kærlighed
Værkerne på udstillingen Forgetting, Realising, Forgetting – PMDD Descendants Humming through the Luteal Mist består af lag: lag af oliemaling, lag af betydninger, lag af sprog og lag af systemer. Alle lagene i processen er forsøgt afskrællet og afkodet i et forsøg på at nå tættere på det, som Emilie Imán forstår som forskellige stadier af kærlighed. Men hvordan kan kærlighed – i alle dens afskygninger - eksistere i et samfund og i et system, der usynliggør alt det, der eksisterer i den non-verbale sfære? Og i et samfund hvor det danske sprog dagligt opretholder imperialistiske og koloniale diskurser? Emilie Imáns værker danser mellem disse spørgsmål og bidrager herigennem til åbningen af et allerede etableret fælles rum for tvetydighed og kærlighed og insisterer samtidig på at forpligte sig til ærlighed.
Værkerne på udstillingen Forgetting, Realising, Forgetting – PMDD Descendants Humming through the Luteal Mist består af lag: lag af oliemaling, lag af betydninger, lag af sprog og lag af systemer. Alle lagene i processen er forsøgt afskrællet og afkodet i et forsøg på at nå tættere på det, som Emilie Imán forstår som forskellige stadier af kærlighed. Men hvordan kan kærlighed – i alle dens afskygninger - eksistere i et samfund og i et system, der usynliggør alt det, der eksisterer i den non-verbale sfære? Og i et samfund hvor det danske sprog dagligt opretholder imperialistiske og koloniale diskurser? Emilie Imáns værker danser mellem disse spørgsmål og bidrager herigennem til åbningen af et allerede etableret fælles rum for tvetydighed og kærlighed og insisterer samtidig på at forpligte sig til ærlighed.
En vandring gennem komplekse lag og sprogkoder
For Emilie Imán er processen af opbygning i samspil med oliemaleriet som medie, materiale og facilitering i sig selv en vandring gennem de komplekse lag og kodninger, som vores sprog består af og derfor også er mulige at afkode og forrykke i billedrummet. Det manifesteres i en æstetik fuld af opbrud: Intense farver står i brand og smelter ind i glødende baggrunde, hvorfra bevingede væsener og antropomorfe planter undergår transformationer, der synes at sprænge forudindtagede fortolkninger af både fortælling og tid i billedet. Værkerne åbner sig og præsenterer sig selv som invitationer til at genforhandle og genskabe non-lineære tidsforståelser og filosofier, som udspringer af både fortid, nutid og fremtid.
For Emilie Imán er processen af opbygning i samspil med oliemaleriet som medie, materiale og facilitering i sig selv en vandring gennem de komplekse lag og kodninger, som vores sprog består af og derfor også er mulige at afkode og forrykke i billedrummet. Det manifesteres i en æstetik fuld af opbrud: Intense farver står i brand og smelter ind i glødende baggrunde, hvorfra bevingede væsener og antropomorfe planter undergår transformationer, der synes at sprænge forudindtagede fortolkninger af både fortælling og tid i billedet. Værkerne åbner sig og præsenterer sig selv som invitationer til at genforhandle og genskabe non-lineære tidsforståelser og filosofier, som udspringer af både fortid, nutid og fremtid.
I en alliance med 3D-modeller, planter, ild, og udvalgte tilfældigheder undersøger Emilie Imán udformningen af væsener, der unddrager sig sproglig og visuel kategorisering, og tager dermed også et ekstra lag af oversættelse med i den kunstneriske undersøgelse. Undersøgelsen besvares af en vifte af silhuetter, figurer og konturer, der synes at søge efter noget: forbundethed, familie, kropslig handlen og sang.
I udstillingen får værkerne og figurerne deres eget liv og den animisme, der omslutter Emilie Imáns praksis, fremstår som en bevægelse mod skabelsen af en relationsbåret fremfor en individualiseret/individualiserende æstetik.
Forgetting, Realising, Forgetting – PMDD Descendants Humming through the Luteal Mist er skabt af Emilie Imán i samarbejde med kuratoren Anouska Kobus.
Kilde:
Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal