PLAY!

1 okt 2026 - 31 mar 2027

Legens betydning i kunsten og kunsten som rum for leg får plads i Museum Jorns nye særudstilling PLAY!

Værkerne Henry Moore for the Poor (tv) og Back to the 90s and Back Again (th) af Gelitin. Foto: Mathias Lassen

Legens betydning i kunsten og kunsten som rum for leg får plads i Museum Jorns nye særudstilling PLAY!

Med udstillingen PLAY! undersøger Museum Jorn, hvordan kunstnere bruger leg til at udfordre vante forestillinger og skabe nye virkeligheder. Fra Asger Jorn og Marcel Duchamp til Pipilotti Rist og Paul McCarthy møder publikum en kunst, hvor regler kan strækkes og bøjes, og hvor man selv er med til at skabe værket.
Leg er ikke en pause fra virkeligheden, men en måde at skabe den på. Her mødes værker fra museets samling, internationale indlån og nye værker skabt særligt til udstillingen. Malerier og tegninger vises sammen med kunstneres spil, skulpturer, video og installationer, som publikum inviteres til at tage del i og lege med. Tilsammen viser de, hvordan legen gennem kunsthistorien har givet kunstnere mulighed for at afprøve idéer og udfordre opfattelser af, hvad kunst kan være.
De historiske kunstnere i udstillingen er: Alexander Calder, Marcel Duchamp, Dorothea Tanning, Niki de Saint Phalle og Asger Jorn.
Udstillingen tager afsæt i Asger Jorn. Gennem hele sit kunstneriske virke eksperimenterede han med materialer, teknikker og fællesskaber og lod nysgerrighed og spontanitet præge sit arbejde. Hos Jorn og de øvrige CoBrA-kunstnere blev blandt andet børns tegninger en inspiration til at finde friere udtryksformer.
Denne tilgang får nyt liv i mødet med samtidskunsten. Pipilotti Rist projicerer levende billeder på et keramisk fad af Jorn og føjer dermed et midlertidigt lag til hans værk. Selv beskriver hun det som et kærtegn. Hos kunstnergruppen Gelitin inviteres publikum til at køre en tur gennem et fantasifuldt og absurd univers skabt særligt til udstillingen.
Legen kan også få det velkendte til at vakle. I Maria Eichhorns genskabelse af Fluxus-værket Flux Ping-Pong møder publikum et bordtennisbord med et stort hul og usædvanlige bat. Spiller man med, kræver det at man finder sig til rette med helt andre betingelser for spillet.
Hos Paul McCarthy får en stor kludedukke til gengæld sit eget regelsæt. Dead Viking drikker kun Coca-Cola, er vegetar og kræver en plads på forsædet, når den fragtes mellem udstillingssteder og sit hjem i Texas. Skulpturen gør det svært at trække en klar grænse mellem en dukke og en karakter med egne menneskelige behov.
PLAY! udfolder legen i hele dens spændvidde: fra børns fantasi og cirkussets forunderlige verden til kunstneriske eksperimenter med sprog, handlinger og spil. Undervejs kan publikum frisere pelsen på Misaki Kawais store lyserøde hund, opleve Mika Rottenbergs absurde videounivers og køre rundt i Gelitins værker som radiobiler.
Udstillingen inviterer alle til at opleve kunsten at lege og legen i kunsten.

Adresse
Museum JornGudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 21:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00

Entre pris
Enkeltbillet
125 kr.
Grupper (på min. 10 personer)
115 kr. / pers.
Børn under 18
Gratis
Medlemmer
Gratis*
Køb billet →