QWERTY: Kogt, stegt og spist

Fra 5 sep 2026

Udstillingen Kogt, stegt og spist, skabt af kunstnergruppen QWERTY, undersøger det hjemlige måltid som politisk, kulturel og sanselig konstruktion.

Indigo Richards: Plastiksvamp. Akryl på rengøringssvamp. Foto: KH7 Artspace

Udstillingen Kogt, stegt og spist, skabt af kunstnergruppen QWERTY, undersøger det hjemlige måltid som politisk, kulturel og sanselig konstruktion.

Middagsbordet og ritualerne, der udspiller sig før, under og efter måltidet, er ladet med kulturelle, sanselige og politiske tegn, som i denne udstilling bliver taget under behandling af kunstnergruppen QWERTY. Det kan handle om forholdet til dem, man deler maden med, til det, man spiser, til stoflige og æstetiske forhold ved det, vi stiller frem og indtager - eller lader andre indtage.
Køkkenet og spisebordet er mødestedet, krigszonen, hjertet i hjemmet, bagtæppet for konflikter såvel som kærligheden. Der er værter og gæster, der gives og tages, imponeres og skuffes, udfordres og bekræftes. Maden bliver til i forestillinger om nydelse, nærvær og det skønne - eller blot af nødvendighed. Og opvasken? - Den tager jo ikke sig selv.
Udstillingen er en sammenstilling af forskellige visuelle og performative tilgange til den hjemmelavede mad eller det at skaffe, tilberede, samles, fortære, vaske op og rydde af. Der arbejdes med lyd, billede, bevægelse, interaktion, performance m.m. og også mere hybride værkformer - dels i form af individuelle bidrag og dels i samarbejder på tværs i gruppen.
QWERTY består af Jens Andersen, Anders Qvist, Indigo Richards, Mikkel Larris, Morten Tillitz og Camilla Gaugler, der alle medvirker på udstillingen. QWERTY har eksisteret i snart 20 år, hvor især performance, relationel æstetik og en eksperimenterende tilgang til organisering har været kendetegnende.
Udstillingen foregår i KH7 artspaces rum Artspace og er en del af Home is where your heart is, en udstillingsrække/ festival under Århus Festuge, arrangeret af Artist Run Aarhus, 9 kunstnerdrevne udstillingssteder i Århus i samarbejde med Aarhus Billedkunstcenter.
Udstillingens åbningstider:
tor-lør kl 14-17

Adresse
KH7 artspaceSydhavnsgade 7
8000 Aarhus C

Åbningstider
Skiftende åbningstider, se website

Entre pris
Gratis entré