RELIEF: Hanni Bjartalið (fo), Nanna Starck, Rasmus Danø

Relieffet har historisk set været flittigt brugt af kunstnere, ikke mindst i form af de fortællende friser, der prydede tidligere tider og kulturers bygningsværker. De tre udstillende kunstnere arbejder med relieffet som en væsentlig del af deres praksis og har alle en interesse for figuration fra den enkleste grundform til mere komplekse opløsninger og sammensætninger af netop det figurative.

Kunstnernes værker samles i udstillingen til et stiltiende visuelt hyldest til uperfekthedskulturens vidunderlige perfekthed.

Hanni Bjartalíð (FO) (f. 1968) relieffer er på en gang sanselige og ekspressive med en kærlighed for det folkloristiske og almueagtige. Bjartalíð skaber visuelle syntakser gennem hans måde at arbejde med de figurative og fortællende elementer. Løsrevne og fundne delelementer sammensættes med mere gennemarbejdede i en intuitiv og spontan proces. Der er et malerisk træk, når Bjartalíðs arbejder tager form. Form skabt af fundne materialer og genbrug af dele fra tidligere værker. Dette skaber værker, der lever i sit helt særegne og underfundige visuelle økosystem.

Nanna Starck (DK) (f. 1976). Med udgangspunkt i de antikke friser og metoder arbejder Nanna Starck med en kropslig dramatisk fortælling. I sin praksis kommenterer hun sociale strukturer og psykologiske tilstande gennem grotesk billedsprog. Der refereres til ældgamle kunsthistoriske begreber, mens hun leger med beskuerens følelser og fantasi. I værkerne kommenterer hun menneskets psykologi og følelsesmæssighed ved at præsentere groteske kropslige scenarier. Særligt det abjekte i menneskets psykologi og indramning af kroppen i uventede kompositioner er
omdrejningspunkt i værkerne. Spændingen i hendes værker fremkalder ofte latter og afsky, når hun vender vrangen ud på kroppen og blotter kropslige huller.

Rasmus Danø (DK) (f. 1974) bruger stokken fra sine træsnit til at skabe nye billedmæssige konstellationer. I den grafiske tryk´s praksis er det reglen at stokken kasseres når kunstneren har trykt sit oplag, men istedet for at kassere træet, genbruger Danø de ituskårne rester. Disse har hægtet sig på hinanden i nye hybrider. Det giver en uligevægtighed, som dog her synes at have fundet en ny “naturlig” balance. Vender man blikket ud i verden, kunne værkerne pege i retninger af den måde mennesket bearbejder dyr, ting, samt sin egen krop på. Her er intet tilsyneladende
umuligt. Danø vil i udstillingsperioden udføre grafiske tryk af sine udstillede værker og lave en serie helt eksklusive særtryk.