Ridser: Pernelle Caspersen og Simon Thrane

Hvis man kunne læse andres tanker, ville denne udstilling sandsynligvis ikke eksistere. Den måde mennesker indretter sig på i livet og positionerer sig i forhold til andre mennesker skaber konstant undren, undersøgelser og kvalificerede gæt på – hvad meningen er.

Ridser handler om menneskets gådefuldhed. Som sociale væsener aflæser vi hinanden, og forholder os til hinandens udtrykte ønsker og intentioner. Men dybden og omfanget af vores indre liv kender vi kun selv til fulde. Begge kunstnere bruger rumlighed som formidler af dette tema, og opbygger deres effekter ud fra det, men på meget forskellig vis.

Simon Thranes assemblager i håndskåret træ er fascinerende på flere niveauer. Teknisk set er de smukke, og den rumlige forståelse unik. Samtidig peger hans brug af genbrugsmaterialer, stil og farveholdning i de håndmalede figurer med tommel og pege både i retning af industrialiseringens materielle faser, og eftertidens arvtagere af et socio-historisk, materialistisk virkelighedsfokus. Men værkerne er også effektfulde fordi deres legetøjsagtige fremtoning projekterer en menneskelig selvironi, der klæder de små, højtidelige individer, der ulykkeligvis er havnet i Simon Thranes fastfrysning af et øjeblik i et menneskeliv. Udstillet og isoleret i en stille, surreel parallelverden. Man kan ikke andet end at holde af dem – og af sig selv – for de fortæller historier man kender om tvivl, dilemmaer og frustration ved det at være et menneske, der forsøger at positionere sig i et skarpt rumligt og emotionelt spændingsfelt.

Modsat Simon Thranes figurer, brillerer Pernelle Caspersens menneskelige hovedpersoner ved deres fravær. I flere af værkerne er stuerne tomme, men emmer af drama, tumult, lidenskab, frustration, dobbelthed. Som en slags omvendt Toulouse-Lautrec skildrer Pernelle Caspersen med vibrerende og unikke farvestillinger via oliepastel det levede indre liv. Fraværet er fortællerstemmen. Tomheden giver plads til sanserne og forestillinger om det, der har været, og kan ske. Spejlingerne indikerer, at intet er absolut og slet ikke så enkelt. Den måde vi indretter os på, positionerer os på og fylder rummet ud, er kun én dimension af en større virkelighed, og kan oven i købet opleves meget individuelt.

Således ridser begge kunstnere respektfuldt ned under overfladen i det menneskelige sindsrum, bevægelsesrum og handlerum og opbygger en udstilling, hvor plads til menneskelighed er et tema, der aldrig har været mere tidsaktuelt.

Kilde: Galerie Pi