Roni Horn – The Detour of Identity

2 maj - 1 sep 2024

Skjulte undertoner, hemmelige signaler og erotiske strømninger

Roni Horn, Untitled (Weather), 2010-11, seks stk. (detalje). Courtesy: kunstneren og Hauser & Wirth. © Roni Horn.

Skjulte undertoner, hemmelige signaler og erotiske strømninger

Skjulte undertoner, hemmelige signaler og erotiske strømninger dukker op til overfladen, når Roni Horns værker vises i dialog med en række af filmkunstens største klassikere.
Med filmkunsten som prisme præsenterer Louisiana den amerikanske kunstner Roni Horn (f. 1955). Fotografi, tegning og skulptur af en af samtidens mest markante stemmer præsenteres i et nyt greb. Ikoniske filmscener fra en række af filmkunstens største klassikere indgår i visningen af kunstnerens værk. Helt i pagt med Roni Horns optagethed af det skiftende vejr – lys og bevægelse – vises den omfattende udstilling i dagslys, naturligt lys, i Sydfløjen på Louisiana.
”Roni Horns inspiration fra film, hendes fascination af filmens billeder og billedernes fortælling, er nyt stof i præsentationen af hendes værk. Louisianas gæster vil bevæge sig igennem Sydfløjen i krydsklip mellem Roni Horns værker og sekvenser fra film, der udgør kunstnerens aktive og betydningsfylde dannelsesstof.” Poul Erik Tøjner, direktør på Louisiana.
Filmens sprog og virkemidler finder ofte anvendelse i Roni Horns praksis, og som i filmens verden udnyttes spændingen mellem den ydre verden, hvor den socialt definerede krop er fremherskende, og den indre verden af psykisk virkelighed, hvor kroppen med dens drifter og begær befinder sig. Klippene fra nogle af historiens mest berømte filmfortællinger danner således, igennem udstillingen, et parallelspor til Roni Horns oeuvre.
Der er stærke kræfter på spil hos Roni Horn. I hendes værk, der kan forekomme knivskarpt og køligt, mødes menneske og landskab, det faste og foranderlige, dunkelhed og transparens – og her strømmer lys, vand og vejr. Det kredser om identitet og seksualitet - hvem er jeg, hvad betyder mit køn, hvilket sprog er til rådighed for følelser, er følelser private, hvad er naturens orden over for menneskets?
Roni Horns spørgsmål er filosofiske og fundamentale, og hendes svar er konkrete kunstværker, der sjældent har karakter af svar. Snarere er de som en slags kendsgerninger, der kalder på fortolkning. Roni Horn beder ikke om vores opmærksomhed for at få lov til at fortælle. Vi må spørge os selv om, hvad det er vi ser, vi skal ikke spørge Roni Horn, for kunstneren bryder sig eksplicit meget lidt om tanken, at vi skal have information med, inden vi møder hendes kunst. Viden kan blokere for erfaring, siger hun.
Identitet
Identitet er det centrale og gennemgående tema for udvælgelsen af film og filmklip til udstillingen - søgen efter identitet, tab af identitet, forvekslet eller stjålet identitet og så videre. Hver af filmene har, på et eller andet niveau, været betydningsfulde for Horn, og derfor repræsenterer de hver især endnu en identifikation, hvad enten det er med karakteren, der handler, eller med den organiserende viden som baggrund for filmens fortælling og billedsprog.
Udstillingen er en imaginær rejse gennem hendes billedverden, der udvides til at omfatte det fællesskab, som mange af disse kendte film har skabt omkring sig. Filmklippene i udstillingen kommer eksempelvis fra Ingmar Bergmans Persona (Persona – Sonate for to), Alfred Hitchcocks Psycho og Vertigo (En kvinde skygges), Lars von Triers Melancholia, Claude Chabrols Les biches (Veninderne) og Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arcs Lidelse og Død.
Roni Horn har været repræsenteret i Louisianas samling i mere end 20 år. From some Thames (2000) blev erhvervet til samlingen i 2002. Siden er fulgt glasskulpturen Untitled (”The sensation of longing for an eclipse of the moon.”) fra 2013 og hovedværket a.k.a. (2008-2009), som handler om identitet. Det består af 30 fotografier fra Roni Horns liv, alle forestillende hende selv, taget af forskellige mennesker over tid. Det samme menneske er altså på én gang sig selv og 29 andre. Det er en smukt anskuelig og helt udogmatisk demonstration af, hvor svært det kan være at sige præcis hvem og hvad, nogen er; og det flydende, det, der ikke kan fastlægges eller fast­holdes – fra vejrliget til lyset til vandet til seksualiteten, til drømmene, nå ja, til den, man er – strømmer gennem Louisianas udstilling, selv i de smukke skulpturer af uendelig langsomt størknet, hærdet glas, der lader lys spille i farver af stor skønhed.
Kilde:
Louisiana Museum of Modern Art

Adresse
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 22:00
Onsdag: 11:00 - 22:00
Torsdag: 11:00 - 22:00
Fredag: 11:00 - 22:00
Lørdag: 11:00 - 18:00
Søndag: 11:00 - 18:00

Entre pris
Voksen 145 DKK
Studerende 125 DKK

Tilgængelighed
Niveaufri adgang: ja
Handicaptoilet: ja
Gratis for ledsager: ja