Sandra Mujinga: Calluses

Anbefalet under Det skal du se! uge 16
På Tranens nye udstilling, Calluses, præsenterer kunstneren Sandra Mujinga forskellige former for skulpturer. På visse er trykt billeder af sorte, unge mennesker, der stikker hovedet op foran kameraet. De vil ses og høres. Samtidig tildækker de deres ansigter med hænderne. De skjuler sig. Idag, hvor der dagligt tages, uploades og distribueres millioner af portrætfotos på tværs af kloden, er alle mennesker – med eller uden kamera og internetforbindelse – stadig mere synlige. Alt synes at blive dokumenteret og registreret. Samtidig gør vor nyvundne synlighed os mere eksponerede og altså udsatte og sårbare.

Den norske kunstner Sandra Mujinga har i de sidste par år været optaget af en konflikt mellem to tendenser, der op igennem historien har præget især vesterlandske samfund i stadig stigende grad. Den ene tendens er øget synliggørelse og fejring af minoriteter og diversitet bl.a. takket være borgerrettigheds-, repræsentations- og identitetspolitiske bevægelser. Den anden tendens er øget monitorering, dataindsamling og altså risiko for overvågning i stadig mere digitaliserede samfund. Nye former både for frigørelse og undertrykkelse byder sig til.

Udstillingstitlen Calluses betyder på engelsk ’nye væv’ eller ’hård hud’. I sine værker på Tranen kredser Mujinga om, hvordan forskellige former for hud eller ’interfaces’ præger mødet eller sammenstødet mellem det enkelte menneske og dets omgivelser. Alle værkerne på udstillingen er karakteriseret ved et nøjsomt arbejde med forskellige overflader. Der er fokus på mørke hudfarver, der absorberer lys, på transparent pvc, der leder lys, og på  syntetisk læder, der er sejt og svært at trænge igennem.

Med titlen Calluses antydes også, at en overflades karakteristika ikke er givet en gang for alle. Vores hud kan ændre sig over tid eller manipuleres – ligesom visse dyr kan skifte ham. Daglige rutiner, hårdt fysisk arbejde eller sport kan eksempelvis hærde huden. Virkningerne kan være uønskede. De kan også være intenderede. Mujinga er optaget af, hvorledes hærdning kan være en strategi for navigation i fjendtligt eller krævende terræn. Ligesom blæksprutten, der er et genkommende motiv i kunstnerens arbejde og den aktuelle udstilling, kan mennesker ændre fremtrædelsesform for at tilpasse sig bestemte miljøer. Via digitale filtre kan vi uploade andre versioner af os selv til nettet. Via beklædningsgenstande kan vi mangfoldiggøre de lag, som vi møder verden med, og som skærmer og beskytter os imod den. Via hærdning af huden kan transparent væv forvandles til opak overflade.

Flere af Mujingas værker er ikke blot passive objekter, som publikum kan gå rundt om og betragte. Hendes såkaldte ’wearable sculptures’ lavet af syntetisk læder kan også bæres som tøj. Disse skulpturer er med andre ord ikke blot ting, som man kan anskue udefra. De kan også aktiveres indefra. Skulpturerne er klæder, som kroppe kan bebo. De er steder, som man kan iklæde sig og forsvinde fra jordens overflade. Med sin nye udstilling på Tranen løfter Mujinga sløret for en række nye værker, der også tjener tilsløring i en verden, hvor transparens og synlighed både er forjættende og forbandet.

Kilde: Tranen