Søren Sejr: Chasing the White Rabbit

Over de seneste år er der sket udvikling i Sejrs maleri, der synes at have bevæget sig mod et mere nøgternt, formelt og afdæmpet udtryk. Genkendelige figurative ellementer og silhuetter, der prægede forgrunden i Sejrs arbejde for nogle år tilbage har afviget deres plads til fordel for baggrunden — for det motiv-løse — i en stræben efter en højere grad af abstraktion. Denne kurs udviklede sig til værker, som hovedsageligt var opbyggede af farvede flader, der agerede kompositoriske, mere massive, lukkede elementer i et endnu fladere maleri.

Med sin nyeste soloudstilling Chasing the White Rabbit (feb.- mar. 2019) har Sejr taget konsekvensen af denne udvikling og produceret en række værker, der er endnu mere forfinede i deres udtryk. Hvor værkerne på de tidligere udstillinger har været nøje afstemt i deres farveklang, da er den nye produktion hovedsageligt monokrom og holdt indenfor farverne sort, ultramarin og brændt sienna. Dette er med til at give et både roligt og overvældende; beroligende og påtrængende, udtryk på én og samme tid. Den subtile nuance- og teksturforskel mellem billedefladens to medier — olie og akryl — gør, at værkerne afslører sig selv i et langsomt tempo, hvilket bidrager til en næsten meditativ oplevelse. De store flader af farve bliver dog i mange af malerierne brudt op af tryk på en baggrund af råt lærred. Dette er med til at give en ekspressiv og gestikulerende dimension til værkerne samt en fornemmelse af, at det ellers flade udtryk er opbygget af en række materialebundne lag eller niveauer. De figurative elementer og opstillinger, der tidligere lå i forgrunden af Sejrs værker refereres nu til som mere ekspressive gestikulationer i det bagerste lag, der til tider får lov til at kigge frem. Man kan derfor betragte Sejrs udvikling som en substituering mellem forgrund og baggrund.

Hos Sejr ser vi desuden en søgen, der stiler mod kernen — mod indbegrebet — af netop den maleriske praksis. Denne søgen har afstedkommet et maleri, der er mere formelt og reduceret i sit udtryk. Hans proces handler i høj grad om, hvor mange fravalg man kan tage, før maleriet mister sin integritet, og hvordan man i disse fravalg får klarsyn for dét, der i grunden og i maleriet betyder noget. De valg, der står tilbage, er med andre ord helt essentielle. Udstillingens titel — Chasing the White Rabbit — illuderer i høj grad til denne jagt på at indfange dét, der kun flygtigt lader sig fæste. Hvordan fanger man det eller den, der altid løber efter tiden, hvis ikke den gemmer sig i tryllekunstnerens hat? Og hvad sker der, hvis man endelig får greb om det? Måske man kan fryse tiden, det flygtige, og således nå ind til dét, der gemmer sig bag: Nemlig essensen.

Kilde: Galleri Jacob Bjørn