Den thailandske kunstner Som Supaparinya (f. 1973) undersøger i sin kunst, hvordan infrastruktur, landskaber og politiske alliancer former den kollektive erindring. Gennem videoinstallationer, arkivmateriale og dokumentariske undersøgelser forbinder udstillingen Reroute: oversete historier fra Sydøstasien med aktuelle spørgsmål om magt, økologi og geopolitik.
Som Supaparinya arbejder dokumentarisk og kombinerer feltstudier, filmoptagelser, arkivmateriale, historiske fotografier og lydoptagelser for at afdække oversete fortællinger om magt, koloniale kontinuiteter og geopolitiske forbindelser. Med udgangspunkt i Thailand undersøger hun, hvordan lokale historier er vævet sammen med globale konflikter og interesser.
“Som Supaparinya har de seneste år markeret sig internationalt med en praksis, der på overbevisende vis forbinder historisk research med film og installation. Hendes værker viser, hvordan steder bærer spor af politiske beslutninger, konflikter og magtforhold, som fortsat præger vores samtid,” – Helene Nyborg Bay, leder af Kunsthal Charlottenborg.
Udstillingen samler for første gang de to videoinstallationer Melted Stars (2026) og Mo num en ts (2025), som på forskellig vis undersøger Thailands rolle i de magstrukturer, der har formet Sydøstasien gennem det 20. århundrede.
I Melted Stars (2026) følger Supaparinya de ruter, som japanske militærstyrker benyttede gennem Nordthailand under Anden Verdenskrig. Med udgangspunkt i historiske kort, arkivmateriale, fotografier og samtaler med lokale vidner afdækker værket en i vid udstrækning overset historie om Thailands involvering i Japans krigsoperationer. Undervejs indsamler kunstneren billeder, lyde, dokumenter og genstande, som samles i en videoinstallation, hvor militære medaljer fra flere nationer smeltes sammen til ét fælles symbol, tømt for national betydning.
I videoinstallationen Mo num en ts (2025) vender kunstneren blikket mod efterkrigstidens alliance mellem Thailand og USA under den kolde krig. Her undersøges monumenter, propaganda og massemediers rolle i konstruktionen af historiske fortællinger. Landskaber, mennesker og infrastrukturer fremstår som levende arkiver, der bærer spor af de konflikter og magtforhold, som har formet regionen.
Som titlen Reroute: antyder, afdækker udstillingen infrastruktur som en form for magt, der både er materiel og symbolsk. Militære ruter, broer, jernbaner, dæmninger og monumentale byggeprojekter fremstår som vedvarende manifestationer af fremskridt, propaganda og geopolitiske ambitioner. Samtidig undersøger Supaparinya, hvordan disse strukturer fortsat påvirker økologiske systemer, sociale relationer og kollektive forestillinger om historie.
Mellem de to videoværker findes installationen Wonderland Reading Room, som inviterer publikum til at fordybe sig i kunstnerens researchmateriale. Her undersøges, hvordan kontrol over viden og fortællinger former offentlig forståelse og social sameksistens. Titlen refererer til Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, en af bøgerne i et igangværende projekt, som Supaparinya indledte i 2015 for at samle publikationer, der på forskellige tidspunkter og steder er blevet censureret eller forbudt.
Med Reroute: inviterer Som Supaparinya publikum til at gentænke historiens etablerede fortællinger og følge alternative ruter gennem tid, landskaber og erindringer. Udstillingen peger på, hvordan globale magtforhold aflejres i konkrete steder og hvordan fortidens infrastrukturer fortsat former vores samtid.
Kilde:
Kunsthal Charlottenborg
Kunsthal Charlottenborg

