Sophie Hjerl: En Suite

Anbefalet under Det skal du se! Uge 17.
På udstillingen En Suite forrykker billedkunstneren Sophie Hjerl den fysiske virkelighed ved hjælp af skulptur og Virtual Reality (VR). Gennem de to medier opleves en totalinstallation, der indbefatter de konkrete rum i Møstings Hus og et parallelunivers, der manifesterer sig, idet man ifører sig VR-brillen.

I udstillingsrummene præsenteres publikum for kar, som giver associationer til badekar, sarkofager eller en art fartøj for rejser til fjerne galakser. Det er fra karet, at VR-værket udspiller sig, fysisk som virtuelt.
Publikum tages med på en virtuel rejse gennem tid og rum, hvor det omkringliggende Frederiksberg spiller en væsentlig rolle, og hvor menneskekroppen undersøges som beholder for minder og oplevelser.

På rejsen, der både favner sci-fi og oldtid, transformeres og manipuleres publikums oplevelse af det omgivende rum. På denne måde udfordrer Sophie Hjerl forholdet mellem Place og Space – mellem ét enkelt geografisk punkt og en uendelig flade af steder, minder og associationer. Med VR-mediet er Hjerl interesseret i dét, hun kalder kroppen som bevidsthed i rum. Ved at kombinere den besøgendes fysiske tilstedeværelse i skulpturen med Virtual Reality, bliver man på én gang del af kunstværkets fysiske virkelighed, samtidig med at man inviteres på en virtuel sanselig rejse, der rækker langt ud over værkets konkrete, rumlige virkelighed.

I oldtiden hed Frederiksberg Tulehøj, og navnet refererer til en præst eller magiker– en thul, som måske har boet i området for længe siden. Det er ham, der fører gæsten på en rejse gennem dimensionerne.
Første gang vi møder thulen, er han i isolation iført badekåbe og fremsiger en omskrevet Storm P. dialog til en monolog med sig selv. Herfra leder han vejen videre ud af Møstings Hus.

Optagelserne med thulen, alene og isoleret, blev til i februar sidste år, og værket har siden flettet sig ind og ud af den virkelighed, pandemien har skabt, og den gamle virkelighed, vi alle pludselig synes at savne. For hvor befinder virkeligheden sig, når den ikke længere kan opretholdes? Hvor bevæger den sig hen, når den først har vist sig skrøbelig, er blevet forskudt og forvredet? Kan den genskabes? Og i så fald i hvilket billede – i hvilken form?

Kilde: Møstings Hus