Stig Stasig: The Subface: Descendings

“Descend, bold traveller, into the crater of the jökull of Snæfell, which the shadow of Scartaris touches before the Kalends of July, and you will attain the center of the earth. I did it.” Jules Verne: Rejsen til Jordens Indre, 1864.

Med disse ord byder Gallery Poulsen velkommen om bord og søsætter forårssæsonen i umanerligt godt selskab med den danske fotograf og søfarer Stig Stasig. I udstillingen The Subface: Descendings dykker vi langt ned under overfladen, når Stasig inviterer os med på en sælsom undersøisk ekspedition af sagnomspunden mystik og fængslende landskaber.

Stig Stasig skaber med sine fortryllende oceaniske fotografier en eventyrlig verden af larmende stilhed, der omdanner galleriet til et maritimt månelandskab. Inspirationen fra barndommens læsning af Jules Vernes er ikke til at tage fejl af. Stasig har ganske vist ikke tilbagelagt 20.000 mil under havet, men lig Verne, har han en higende eventyrlyst i blodet, der har ført ham til koldere himmelstrøg, nærmere betegnet, dybt nede på bunden af det Nordatlantiske hav.

Forsynet med luft i flasken og kameraet i hænderne har Stasig udforsket de golde, referenceløse landskaber, skabt af oversvømmede forkastninger fra jordskælv og vulkaner, for at vove sig dybt ned i mørket mellem sprækkerne i de nordislandske tektoniske pladesystemer. Vi går om bord i udstillingen som blinde passagerer på Stasigs utallige opdagelsesrejser, der fortæller en mindst ligeså levende og visuel historie som Jules Vernes fantastiske fortællinger.

Stig Stasigs betagende fotografiske beretninger opstår i en helt specifik ende af farveskalaen. Det er et velkendt fænomen blandt dykkere, at vandmassen i takt med dybden absorberer den røde ende af farvespektret. Tilbage står de blågrønne kolde nuancer, før også de forsvinder og havbunden forvandles til en fjern og mørk planet. Smeltevandet fra de islandske gletsjere er det klareste og reneste på jorden og giver den opdagelsesrejsende Stasig sigtbarhed til at udforske farveabsorptionsfænomenet, og skabe bevidste, men samtidig tilfældige, optagelser af Atlanterhavets øde, næsten hjemsøgende tomhed.

Kilde: Gallery Poulsen