Susan Philipsz: Dybderne

Anbefalet under Det skal du se! uge 22

Kunstmuseum Brandts begynder at synge, når den internationalt anerkendte kunstner Susan Philipsz præsenterer lydudstillingen Dybderne, med værker skabt specielt til kunsthallen.

Sang fra et 4-stemmigt kor strømmer op af cisternens sorte åbning. Omkring den står seks tønder, hvorfra en pulserende tromme blander sig med korets sang. Trommerne er baseret på Susan Philipsz’ (f. 1965) eget hjerteslag, og alle sangstemmerne er sunget af Philipsz’ selv. I udstillingen Dybderne synger koret og de bankede trommer til os alle, når de sammen fortæller om afmagt og livsmod.

I Susan Philipsz’ værker får lyd en skulpturel form.
I udstillingens to værker The Depths (2023), der er skabt specielt til kunsthallen, og Muffled Drums (2020/2023), der vises for første gang, formes lyden i skulpturerne. Her vokser salmesang og gentagende trommer frem fra metalskulpturernes indre, hvor den resonerer for derefter at strømme ud i rummet mod os. I udstillingen Dybderne sætter Philipsz’ brug af lyd gang i en individuel respons, samtidig med at værkerne beretter om almenmenneskelige vilkår.

TONER FRA DYBET
Med lyd som sit primære redskab har Susan Philipsz skabt utallige værker fulde af historiske og litterære referencer. Hvad end hun tager udgangspunkt i populærkulturens sanghits, klassiske orkesterværker, krigsødelagte instrumenter, litteratur eller sin egen sangstemme, er lyden den stemningsfulde fortæller, der kan kaste nyt lys over historien og vores egen menneskelighed.

I værket The Depths er det Philipsz’ egen utrænede sangstemme, vi hører. Hun synger det latinske salmevers De Profundis, der på dansk betyder fra dybet. Salmeverset stammer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. I 1980 skaber komponisten Arvo Pärt (f. 1935) et 4-stemmigt korværk over salmen, og det er det værk, som Philipsz synger i The Depthts.
I salmen følger vi en jeg-fortæller, der kalder fra en position af afmagt og desperation. Men gennem salmen skriver jeg-fortælleren sig ud af sindets dyb for at finde håb i sin tro. En lignende bevægelse fra mørket til lys gennemgår korværkets stemmer. Fra dybe solopartier, til lysere og lysere harmonier, for at ende unisont.

OM VÆRKET SIGER PHILIPSZ SELV
De Profundis or Psalm 130 is a melancholic call from the depths of sorrow that has inspired me for years. In 1980 Arvo Pärt created an arrangement for four voices where the voices climb out of the depths of despair, with an accompanying funereal drumbeat. I have recorded each part of the Psalm in my own voice and have the voices resonating and emerging from the bottom of a specially constructed cistern.

DET SMUKKE LIV
I sine værker lader Susan Philipsz sig ofte inspirere af litterære referencer. Det er også tilfældet i udstillingen Dybderne. I forlængelse af den fortælling om livsmod, som salmeverset De Profundis fortæller om, finder vi også forfatteren Oscar Wildes (1854-1900) brev af samme navn. Wilde skriver brevet i slutningen af sin fængselsstraf, som han idømmes på baggrund af sit romantiske forhold til Lord Alfred Douglas (1870-1945). Wilde begynder sit brev fra dybet; fra en position af afmagt og sorg efter to års hårdt tvangsarbejde og isolation i fængslet. I første del af brevet raser Wilde mod Douglas. Men til trods for den store modgang, som Wilde har oplevet, formår han alligevel mod slutningen af brevet at genfinde håb og livsmod, for som Wilde skriver: Det mest forfærdelige ved fængslet er ikke, at det knuser ens hjerte – hjerter er skabt til at blive knust – men at det gør ens hjerte til sten. Brevet ender som en hyldest til livets skønhed, som vi finder i kunsten, glæden og endda sorgen. EfterWildes død udgiver hans ven og forlægger Robert Ross brevet med titlen De Profundis.

HJERTESLAG
I udstillingen bliver korsangen ledsaget af afdæmpede og pulserende trommer, der strømmer fra de seks tønder i værket Muffled Drums. Trommernes hjerteslag står som et stærkt lydbillede på budskabet om det uudslukkelige håb og livsmod, som Philipsz’ salmesang og Wildes brev rummer. Men trommelydene kan også minde om en begravelsestromme, der annoncerer en persons død. En forbindelse som forfatteren Henry Wadsworth Longfellow (1807- 1882) sætter ord på i sit digt A Psalm of Life fra 1838: Art is long and Time is fleeting / And our hearts, though stout and brave / Still, like muffled drums, are beating / Funeral marches to the grave.

Om værker udtaler Philipsz selv:
– I have developed this metaphor by recording the rhythm of my own heartbeat on six different types of drums that have been muffled with black cloth. The sounds are rhythmic and repetitive, like a metronome, and allude to life and mortality.

Således kan det bankende hjerte i Philipsz’s værk også minde os om, at et hjerte ikke slår evigt. Og på den måde forbinder koret og trommen mørkets dyb og håbets lys, sorgen og glæden, livet og døden.

OM SUSAN PHILIPSZ
Susan Philipsz er født i Skotland og er uddannet billedhugger. Hun bor og arbejder i Berlin. Philipsz har udstillet verden over, heriblandt Tate i London, Hamburger Bahnhof i Berlin og Guggenheim i New York. I 2010 blev hun tildelt den prestigefyldte kunstpris Turner Prize.

Kilde:
Kunstmuseum Brandts