Tegner og Kvinderne – Set af Suste Bonnen

6 feb - 1 maj 2016

Fotografen Suste Bonnén stiller i denne udstilling skarpt på den nøgne menneskekrop. I sine fotografiske værker lader hun levende modeller indtage samme positurer som figurerne i billedhuggeren Rudolph Tegners skulpturer. Med lidenskab og stor styrke udtrykte Tegner (1873-1950) følelser som længsel, kærlighed, vrede, sorg, trods og frihedstrang gennem menneskekroppen.
Udstillingen spænder over stærke følelsesregistre hos henholdsvis billedhuggeren Tegner og fotografen, Suste Bonnén, der også understreger: ”Jeg holder af Rudolph Tegner, fordi han ikke er bange for de store følelser.”

Suste Bonnen: Bølgen, 2015. Fotografi. 107,5 x 158,5 cm. Tilhører kunstneren

info

Tegner og Kvinderne – Set af Suste Bonnen6 feb - 1 maj 2016

Suste Bonnén er, udover at være en af landets dygtigste fotografer, også billedhugger og hun har blandt andet skabt værkerne Agnete og Havmanden – en undervandsskulptur i Slotsholmens Kanal og Bebudelsen på Rigshospitalet.
Hun arbejder med fotografier af modeller der citerer positurerne i Tegners skulpturer, men i hendes fotografier går fortolkningen videre og danner nye sensuelle værker og indimellem magiske drømmende værker. Lyset spiller en stor rolle for værkernes fremtoning. I sammensmeltningen af de gammelkendte positurer og Suste Bonnéns bløde linse og indtagende lys fremkommer de smukkeste fotografiske værker af menneskekroppen.

Suste Bonnen: Bølgen, 2015. Fotografi. 107,5 x 158,5 cm. Tilhører kunstneren
Suste Bonnen: Bølgen, 2015. Fotografi. 107,5 x 158,5 cm. Tilhører kunstneren

Derfor er hendes tilgang til Rudolph Tegners værker helt særlig, da hun både betragter med fotografens registrerende øjne og billedhuggerens blik for detaljer og form. Fokus rettes mod skulpturerne fra årene omkring 1915, hvor Rudolph Tegner virkede. Det er især i de værker, hvor Tegners holdning til forholdet mellem kønnene skinner igennem. Tegner tilhører samme generation som fx billedhuggeren Kai Nielsen (1882-1924), der er en helt central kunstner i Faaborg Museums samling. Begge dyrkede den frodige eller stærke krop som et udtryk for tidens vitalisme, hvor sundhed, skønhed og styrke udgør et vigtigt ideal.

Rudolph Tegner var en kontroversiel billedhugger, hvilket måske også er tilfældet med den kommende udstilling, centreret om den nøgne krop. Suste Bonnén fortæller, at hendes arbejde udspringer af en fascination af den smukke krop, som hun ikke for alvor har arbejdet med før. ”Men dyrkelse af nøgenhed i fotografiet er svært – og bliver sværere og sværere,” siger Bonnén og mener det skyldes en ny og voksende bornerthed. I den forstand aktualiserer udstillingen vor tids forhold mellem lidenskaben og menneskekroppen. Vi lader os gribe af de store følelser og dyrker den sunde krop, men hvad sker der med den nøgne menneskekrop?

Udstillingen er blevet til i 2015 i forbindelse med markeringen af 100-året for kvinders stemmeret. Koblingen mellem 100-året og Rudolph Tegners kvinder er relevant, da det netop er i årene omkring 1911-1915, der kan aflæses en ændring i Tegners fremstilling af kvinder fra, groft sagt, at være distraherende elementer for mænd med deres fødte kald til tankevirksomhed, til at være selvstændige individer som hviler i sig selv og respekteres. Hans kvindeskildringer afspejler på den måde tidsånden omkring indførelsen af kvindernes stemmeret.

Kilde: Faaborg Museum

Adresse
Faaborg MuseumGrønnegade 75
5600 Faaborg

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 16:00
Onsdag: 11:00 - 16:00
Torsdag: 11:00 - 16:00
Fredag: 11:00 - 16:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: 11:00 - 16:00

Entre pris
Priser
Voksne: 100 kr.
Børn og unge under 18 år: fri entré
Studerende: 65 kr.
Grupper (min. 15 pers.): 90 kr. pr. person ved samlet betaling.
Kombi-billet (Faaborg Museum / Øhavsmuseet): 175 kr.
Ny Carlsberg Glyptoteks årskortholdere får 20 % på entrébilletten i udstillingsperioden af Kai Nielsen – Født af hverdagen 9/6 2024 – 5/1 2025.