That Cool McCarthy/Bonde Combination

Anbefalet under Det skal du se! uge 2
Udstillingstitlen er en Bonde-titel, et lille kip med kasketten til Kippenberger, en af mange interne og eksterne referencer i de to kunstneres virke. Bonde/McCarthy er ligesom Kippenberger: punk / antikultur /  antikunst.

McCarthy / Bonde er formet af 60’er-70’er-avantgarden der igen er formet af DADA. Dadaisten Tristan Tsara proklamerede med vanlig selvhøjtidelighed at kunst er en privatsag. Det var ikke ment som en hyldest til den intime perception, men et forsvar for det kunstneriske super-ego, der producerer udelukkende for egne behov, uden tanke på opbyggelighed til folket: kan du følge med, så gør det, kan du ikke, surt. Det lyder, nok i mere sarte ører, arrogant, men er det ikke mere arrogant at tro at det man har at sige, har betydning for andre end en selv?

McCarthy / Bonde fremstår som kunstnere med super-egoer, der med pålagt heroisk gestik, både bekræfter og underminerer samfundets ide om det kunstnerisk geni, de er ikke oplyste shamaner i folkets tjeneste, men idiosynkratiske selvoptagede kunstnerlømler uden øje for det moralske imperativ. Deres super-egoer gør dem ikke til signaturkunstnere, de er mixedmedia-kunstnere, uden materialehierarki: ketchup, øl, performance, skumgummimadrasser, spejlfolie, oppustelige genstande, video, maleri, bronze og pizza er alle legitime kontemplative elementer.

McCarthy / Bonde er som sådan ikke naivt optaget af destruktion og anti-handlinger, de er bare heller ikke optaget af opbyggelighed og fællesgrund (sensus communis). I kunstrummet bliver det radikale udgangspunkt indoptaget, og igennem sin hyldest tranformeret til symbolik, til gestik og til slut manér. Det smadrede klaver bliver et prydsobjekt man samles omkring og kontemplerer over. Derfor er jokekunst og kunstnerisk indifference mere hardcore og realistisk end den vrængende politiserende kunst.

Efter DADA har vi lært at et hul i jorden har samme vægt af betydning som den imposante obelisk. McCarthy / Bonde laver manifestløs kunst, uden formuleret formål eller nytteværdig, de forsvarer ikke deres værker, endsige kæmper for deres efterliv, falder det så falder det – noget vi andre dekadente kan nyde, som en pittoresk ruin kan nydes.

McCarthy / Bonde er ikonoklaster med swung.

That Cool McCarthy / Bonde Combination er ikke nihilisme det er dionysisk ekstase, frigjort fra håndværkets disciplinering og mådehold, værkerne er et ja til den tankeløse gestik, den pludselige og gerne tåbelige indskydelse. That Cool McCarthy / Bonde Combination er et modspil til det moralske snobberi, den dårlige kunsts protektor.

–– /// ––

Kom til Åbning på Udstillingsstedet Sydhavn Station fredag d. 13.01.17 fra 17-22 og oplev det dekadente sammenspil mellem amerikanske Paul McCarthy (1945) og Peter Bonde (1958).

Der vil blive serveret meget gode øl af Brygger Keld, til meget billige penge, og en lille saltet nød til at ægge tørsten.

Kilde: Udstillingsstedet Sydhavn Station