Theodora Allen: Gimlet Eye

Anbefalet under Det skal du se! uge 46.

Udstillingen er en præsentation af ti nyere malerier installeret i Kuppelrummet i Inger & Johannes Exners udstillingsbygning fra 1971. Gimlet Eye beskriver et gennemtrængende eller vågent blik. Her sammenlignes en måde at se på med brugen af et lille håndværktøj – en gimlet bruges til at bore små, præcise huller i overfladen.

I samlingen på ti værker præsenterer Allen en kimære af omhyggelige og krystallinske kompositioner, hvor stjerneskud og en serie af emblemer, både sammenvævede og reducerede, kombinerer et indadrettet og udadvendt blik. Malerierne er på én gang sanselige og asketiske og med en sylespids præcision, kortlægger de i Gimlet Eye et sagn om tid og hengivenhed.

I seks af de små, udstillede malerier finder man tårens dråbeform i forskellige konfigurationer. Det følelsesmæssige symbol udvides og omformes i forskellige kompositioner. Når dråben fordobles, forbindes ende mod ende eller placeres i midten af en lysende, rød ring, ændres tårens form sig til et øje, et uendelighedssymbol eller flammen fra et stearinlys.

I andre af de udstillede malerier fortsætter Allens cykliske og transformerende arbejde med et visuelt leksikon af symboler, der har sit udgangspunkt i det emblematiske, esoteriske og personlige: To hjerter hæftes sammen og er opdelt af en bue og pil, et heraldisk skjold er skabt af sporet fra en komet, en evig flamme brænder i et stearinlys og et uendelighedstegn er vævet sammen med et timeglas. Kunstnerens tilbagevendende tema med skjolde og rustninger resonerer på ny, som i maleriet Death Mask (2022), der møder beskueren med en flad, grå metallisk væg med udskårne portalvinduer til et bagvedliggende rum. I en suite af lodrette paneler i stor skala, udvider stiliserede stjerneskud et evigt budskab i deres iskolde centre. Ved at væve ornament og ikon sammen, puffer Allens destillerede bill
eder til de hellige teksters verden, til renæssancens oplyste manuskripter og middelalderens apokalyptiske gobeliner.

Gennem en stringent maleproces bliver Allens stemningsfulde billeder spøgelsesagtige. Tynde lag oliemaling påføres og fjernes, indtil selve stoffet viser forvitringen ved billedets tilblivelse. Gennem denne proces med at fjerne og genindføre uigennemsigtighed og værdi, opstår der skabelse gennem fravær. Overfladens vævning understreges yderligere for hver gang stoffet behandles –
en handling, der afdækker baggrundens glitrende lyskilde under pigmentet – et lys, der skiftevis dæmpes eller afsløres fra maleri til maleri. Gennem denne ebbe og flod ligger kunstnerens proces i en formidling mellem at definere og opløse billedplanet.

Kilde: Huset for Kunst og Design