Hvordan bliver man kunstner? Er der tale om et naturgivent talent, der folder sig ud? Hvor- dan lærer man at skabe kunst? Og hvornår kan man kalde sig kunstner – hvornår føler man sådan rigtigt, at man er det?
Idéen med Tilbageblik er at give publikum et indblik i kunstens maskinrum. At vise eksempler på alle de veje – omveje, biveje og hovedveje – en kunstner typisk må gå; alle de forsøg, der skal til for at udvikle sig som kunstner – og for i det hele taget at blive kunstner. Udstillingen viser værker af otte samtidskunstnere med vidt forskellige praksisser. Begrebet ”Retrospektiv udstilling” udstilling er normalt en visningsform der leder publikum gennem én kunstners (lange) livsværk. Men her har vi hele otte kunstnere og kan dermed bredere vise mange af de trin på vejen en kunstner tager på vej mod et modent og personligt udtryk.
Vi vil gerne vise at et kunstværk er ikke blot en ide der er opstået ud af ingenting, men et udtryk for opsamlet erfaring, afprøvning af materialer, ideer og iagttagelse over lang tid. Her kan publikum se værker fra den spæde start med øvelser og studier, til fuldbyrdede større værker som kendetegner kunstneren i dag.
Udstillingen er udviklet i samarbejde med tre af de deltagende kunstnere: Jonna Pedersen, Simon Grimm og Jacob Hoff samt både Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen og Janus Bygningen i Tistrup.
”I Kunstbygningen i Vrå er vi interesserede i at udbrede samtidskunsten og den moderne kunst. Netop denne udstilling giver publikum et unikt indblik i hvor langt man som kunstner kan bevæge sig fra start til et mere fuldbyrdet udtryk. Publikum kan glæder sig til at opleve en mangfoldig udstilling med både billeder, skulptur og installation, lige fra modelstudier til abstrakte udtryk”, udtaler leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, Signe Højmark.
Kilde:
Kunstbygningen i Vrå
Kunstbygningen i Vrå