Politely Screaming

I den kommende udstilling Politely Screaming har galleriet i samarbejde med den lokale kunstner Tine Nedbo inviteret tre kunstnere, Anna Sofie Jespersen (DK), Noah Umur Kanber (DK) og Robin Rapp (DE), som alle præsenterer værker, der konfronterer den fremmedgørelse, som man bliver udsat for, når man tilhører en anden seksualitet, hudfarve, køn eller arv i ofte meget homogene vestlige samfund, men fokuserer i endnu højere grad på den skønhed og ro, der opstår ved opdagelsen og accepten af ​​sin egen identitet. Politely Screaming eksemplificerer, hvordan skulpturen og det figurative maleri spiller en væsentlig rolle i samtidens samtale om køn og identitet i vores heteronormative samfund.

Tine Nedbos værker har ofte hjemmet som det altoverskyggende omdrejningspunkt. I hendes nye malerier indtager det rollen som et velkendt og beskyttende hylster, en både fysisk og metafysisk ramme designet til at beskytte de ofte andengjorte kroppe, sind og relationer vi bliver introduceret for i værkerne. Uden for maleriernes rammer kan man fornemme den etablerede samfundsordens påtrængende, og potentielt truende, mekanismer. Figurernes agtsomme blikke og beskyttende omfavnelser vidner om disse mekanismers indtrængen i de private og sikre rum, og maleriernes forvrængede perspektiv synes, at implicere beskueren i denne uønskede tilnærmelse – den adgang vi bevilliges, er ikke ubetinget.

Sensitiviteten der nærmest stråler fra Nedbos malerier, er også at finde i udstillingens nye værker af Noah Umur Kanber, hvor religiøse referencer og tyrkisk kultur kombineres med barndomsfantasier og forestillinger om tilhørsforhold, i store glasskulpturer sammensat af genstande der her gives et nyt liv. Skulpturernes pompøse og imposante æstetik skaber på samme tid associationer til den globaliserede verdens overforbrug.
Umurs værker er kraftigt inspireret af deres opvæksts traumer og glæde, samt den følelse af befrielse og klarhed der opstår når man langt om længe får muligheden for at skabe sin egen personlige identitet, der ikke er et produkt af et heteronormativt samfunds kulturelle, religiøse og kønsmæssige konventioner. Skulpturerne kommer hermed til at formidle Umurs indre splittelse mellem to kontrastfyldte ver dener og repræsenterer på samme tid hvordan de har banet sig vej igennem en tilværelse, hvor begge kulturer ihærdigt har forsøgt at vinde indflydelse. Trods dette konstante pres er Umur lykkedes med at skabe og formidle en identitet der er uafhængig af konventionelle kønsforståelser og forventninger.

I sit arbejde med oliemalerier i stor skala er Robin Rapp særligt interesseret i hvordan foruroligende elementer bidrager til at skabe spænding, og med det, tvetydighed, på lærredet. Rapp opnår denne effekt ved at skabe en metaforisk kollage hvor værkernes figurer fjernes fra deres vante miljøer eller rutiner og i stedet anbringes i nye kontekster, hvor de portrætterede personers ømhed og inderlighed afsløres. I udstillingens nye værkserie, der består af i alt fem oliemalerier på lærred, præsenteres vi for personer, steder og minder der alle har været eller er indflydelsesrige i Robin Rapps tilstedeværelse og fantasi. De personlige emner bliver her arrangeret i nye konstel lationer og formidler dermed en ny, oplevet virkelighed, der kommer til at fungere som et kludetæppe af personlige fortællinger, intimitet og tilhørsforhold der er fundamentale i forhold til Rapps udvikling og selvforståelse.

Formidlingen af en oplevet virkelighed har også en markant rolle i Anna Sofie Jespersens nye værker. Jespersens foruroligende malerier præsenterer kropslige, autofiktive scener hvori venner, familiemedlemmer og personlige ikoner ufrivilligt er blevet tildelt hovedrollerne i de fantasier og fortællinger der udspiller sig på lærredet for øjnene af os. I et forsøg på at tilnærme sig disse portrætterede fantasier, maler Anna Sofie Jespersen ofte sig selv ind i de scener vi præsenteres for. Ønsket om at være i tæt kontakt med sine egne fantasier giver udtryk for en vis perversion, hvori selvet benyttes som katalysator for et studie i lyst og begær, der i dette tilfælde afslører Jespersens egen fascination af horror og pornografi. Denne type studie, der manøvrerer ind og ud af, og imellem virkelighed og fantasi, opnår en fortælling der ligger langt tættere på den personlige, oplevede virkelighed end hvis man valgte udelukkende at forholde sig til konkret fakta. Jespersens surrealistiske virkelighedsgengivelse formidler på den måde, hvordan hun personligt har oplevet og husker bestemte begivenheder og interaktioner, i stedet for at præsentere en objektiv virkelighed. Denne brug af maleriet sikrer derfor også, at det færdige kunstværk er så frit for samfundsbestemte normer som overhovedet muligt, fordi det automatisk præsenterer personlige lyster og forestil linger.

De fire kunstnere skaber i fællesskab et intimt, tankevækkende og stimulerende rum i vores lokaler i Den Brune Kødby, hvor der præsenteres en lang række værker med vidt forskellige æstetiske udtryk. På grund af værkernes forskelligheder, skal deres fællestræk i stedet findes i de tematikker der behandles. En opmærksomhed på netop dette, afslører et fokus på intimitet og andethed i et konventionsbestemt samfund, der går igen i samtlige værker i udstillingen og som derfor indlejrer værkerne med en enorm inderlighed.

Politely Screaming indgår i vores lange række af ’invitational exhibitions’ hvor en af Gallery Poulsens faste kunstnere agerer ambassadør for galleriet og derved åbner vores platform for nye horisontudvidende udtryk, indtryk og perspektiver til glæde for både kunstnere og beskuere.

Kilde: Gallery Poulsen