Torben Ulrich: Værens Rum, Spillets Mærker

5 okt - 27 okt 2018

Udstillingen præsenterer nye collager under titlen B(w)alligraphies og en ny serie rispapirs-malerier, som kunstneren har udført sidste år.

Torben Ulrich: Untitled, 2017

Udstillingen præsenterer nye collager under titlen B(w)alligraphies og en ny serie rispapirs-malerier, som kunstneren har udført sidste år.


info

Torben Ulrich: Værens Rum, Spillets Mærker5 okt - 27 okt 2018

Udstillingen præsenterer nye collager under titlen B(w)alligraphies og en ny serie rispapirsmalerier, som kunstneren har udført sidste år. De ligger i forlængelse af de sidste fyrre års praksis, med brug af sjippetov og tennisbolde, men samtidig introduceres et nyt element i billedfeltet: et aftryk af nettet som det sted, omkring hvilket spillet udfolder sig. Imens billedernes balanceakt nu udspiller sig mellem sjippetovets sorte spor og tennisboldens røde segl i nettets grå spind.

Torben Ulrich: Untitled, 2017

Torben Ulrichs arbejde med billeder er nært forbundet med hans baggrund som idrætsmand, primært tennisspiller, men har også tråde ud til interesseområder som filosofi, musik, poesi og billedkunst. Efter nogle sporadiske eksperimenter i 1970’erne skabte Torben Ulrich i 1981 sin første serie af billeder under overskriften Imprints of Practice. Disse billeder var grundlæggende en udforskning af de mønstre, der kan opstå, når man skyder en farvemarineret tennisbold op mod en vertikal flade – en direkte parallel til tennisspillerens solo-øvelser ved en mur. Torben Ulrichs billeder været vist talrige steder rundt om i verden, herhjemme i Danmark første gang i foråret 1985 med udstillingen Murbrokker Boldmærker.

I de sidste mange år har de foretrukne materialer været blæk og rispapir. Og redskaberne primært tennisketsjer, tennisbold og sjippetov. Arbejdet foregår i to planer, et horisontalt og et vertikalt. Med et farvegennemvædet sjippetov afsættes spor på et stykke rispapir, der ligger fladt ned på jorden – en kroppens og springets instans. Derpå hænges billedet op på en væg og forsegles så at sige med en ligeledes farvegennemvædet tennisbold. En vis grad af tilfældighed er naturligvis involveret. Men samtidig er placeringen af elementer styret af en intention, en krop, et blik, et sæt af remedier, alt dét, som situationen omfatter, When the ball comes …

I mødet med Torben Ulrichs billeder kan associationerne bevæge sig i mange retninger. Abstrakt ekspressionisme. Jackson Pollocks drypmalerier. Orientalsk billedkunst, hvor inspirationen kan strække sig fra kalligrafi til zenbuddhisme. Samt hele den tradition af vestlig billedkunst, der opstod i kølvandet på den eksponering af asiatisk kunst og kultur, som fandt sted i 1950’erne, fra Mark Tobey og frem. Dog fastholder Torben Ulrich selv, at hans ambition med rispapirerne ikke primært er at skabe billedkunst, men i en visuel form at udforske situationer, fænomener og ideer, som han også beskæftiger sig med i andre medier, og som alle dybest set har rod i hans praksis som boldspiller.

Kilde: Galleri Tom Christoffersen


Adresse
Galleri Tom ChristoffersenSkindergade 5
1159 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 18:00
Torsdag: 12:00 - 18:00
Fredag: 12:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 16:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Gratis entré