Yves Klein: Det Uendelige Rum

3 jun - 3 sep 2023

Anbefalet under Det skal du se! uge 22 Pressemeddelelse: Hen over sommeren (3.6.-3.9.2023) viser Museum Jorn den første soloudstilling med Yves Klein i Danmark siden 1968. Klein er verdenskendt for sine monokrome billeder og sin markante blå farve, International Klein Blue. Men få ved, at han også havde en relation til den danske kunstner Asger […]

Yves Klein, udsnit af Fa, (RE 31), 1960. Pressefoto, Museum Jorn.

Anbefalet under Det skal du se! uge 22 Pressemeddelelse: Hen over sommeren (3.6.-3.9.2023) viser Museum Jorn den første soloudstilling med Yves Klein i Danmark siden 1968. Klein er verdenskendt for sine monokrome billeder og sin markante blå farve, International Klein Blue. Men få ved, at han også havde en relation til den danske kunstner Asger […]


info

Yves Klein: Det Uendelige Rum3 jun - 3 sep 2023

Yves Klein, udsnit af Fa, (RE 31), 1960. Pressefoto, Museum Jorn.

Anbefalet under Det skal du se! uge 22

Pressemeddelelse:

Hen over sommeren (3.6.-3.9.2023) viser Museum Jorn den første soloudstilling med Yves Klein i Danmark siden 1968. Klein er verdenskendt for sine monokrome billeder og sin markante blå farve, International Klein Blue. Men få ved, at han også havde en relation til den danske kunstner Asger Jorn. Med denne store særudstilling løfter Museum Jorn nu sløret for en af den moderne kunsthistories mest spændende historier.

Yves Klein (1928-1962) er en af det 20. århundredes internationalt mest indflydelsesrige kunstnere. Selvom hans offentlige karriere kun varede i omkring 8 år – fra de første udstillingsaktiviteter med de karakteristiske monokrome billeder i 1955 frem til den dengang kun 34-årige kunstners død i juni 1962 – efterlod han et markant aftryk i kunsthistorien. Dette gjorde han dels gennem sin patenterede dybe, blå farve og monokrome billeder og dels gennem sine banebrydende malerkunstneriske, konceptuelle og performative undersøgelser af rummet som æstetisk dimension.

Udstillingen YVES KLEIN – Det uendelige rum præsenterer over 50 betydelige Yves Klein-værker fra en række offentlige og private samlinger. Publikum kan bl.a. opleve værker, der ikke før er blevet vist i Danmark, en enorm bassin-installation i museets største udstillingssal med International Klein Blue-pigment og labyrintisk udstillingsarkitektur. Udstillingen er ikke kun æstetisk enestående. Den er bundet op på tankevækkende spørgsmål om den mytiske relation mellem Klein og Jorn, og om rum og uendelighed.

Den mytiske relation mellem Klein og Jorn

I februar 1957 præsenterede Galerie Taptoe i Bruxelles en gruppeudstilling med Yves Klein, Ralph Rumney og Asger Jorn. Ifølge annonceringen skulle udstillingen vise malerier og keramiske arbejder af Jorn, monokrome malerier af Klein og malerier af Rumney. Dette markerede det første offentlige kunstneriske møde mellem Klein og Jorn.

Som optakt til udstillingen producerede Jorn, Rumney og Klein sammen med den gæstende ven, kunstneren Walasse Ting, på Jorns initiativ – og i beruset tilstand – et fællesmaleri. Maleriet bevidner både det konkrete kunstneriske samarbejde mellem Jorn og Klein og en fælles interesse for en æstetisk søgen efter nye, situationsbundne og eksperimenterende strategier for kunstnerisk produktion.

Atypiske materialer og redskaber og innovative strategier var begge kunstnere garant for. Både Klein og Jorn var revolutionære og på mange måde forud for deres tid. Derfor er det nærliggende for Museum Jorn at vise den første soloudstilling i Danmark med Yves Klein 60 år efter hans død.

Om udstillingen

YVES KLEIN – Det uendelige rum er delt op i to dele. Som optakt bliver omstændigheder og forudsætninger for det kunstneriske møde mellem Jorn og Klein kortlagt og formidlet. Udstillingens anden del er dedikeret til Yves Kleins kunst alene og giver igennem tematiske afsnit indblik i kunstnernes mest væsentlige værkgrupper.

Oplev en monumental gulvinstallation med Kleins markante blå pigment IKB (International Klein Blue) og mange andre prominente Klein-værker, såsom de kendte antropometrier (kropsaftryk) og monokrome malerier. Udstillingen præsenterer også nogle af de mest karakteristiske svampeskulpturer og multiples samt et udvalg af Kleins ”ildbilleder”.

Museum Jorn udgiver ved eget forlag et omfattende og rigt illustreret dansk- og engelsksproget katalog med tekster af Kaira M. Cabañas, Michèle Bernstein, Gérard Berréby, Guy Debord, Lucas Haberkorn, Asger Jorn, Yves Klein, Klaus Ottmann, Mathilde Renberg, Ralph Rumney og Catherine Wyckaert.

Udstillingen er realiseret i tæt samarbejde med Yves Klein arkivet i Paris og er generøst støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt museets hovedsponsorer Jyske Bank og Lars Larsens Group.


Adresse
Museum JornGudenåvej 7-9
8600 Silkeborg

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 21:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00

Entre pris
Enkeltbillet
125 kr.
Grupper (på min. 10 personer)
115 kr. / pers.
Børn under 18
Gratis
Medlemmer
Gratis*
Køb billet