Åndeligt frirum eller kunstteoretisk rettergang?

Indtræder vi i et frirum, der pirrer vores sanser og nysgerrighed, når vi går på udstilling, eller i et rum, hvor vores egen frygt for ikke at vide nok, ikke at forstå tilstrækkeligt og ikke at kende til de kunstinstitutionelle koder bliver altoverskyggende for, hvad der skulle have været en god oplevelse?

For nogen tid siden hørte jeg programmet Bearnaise er Dyrenes Konge på Radio24syv (fra den 30. september 2017), hvor spørgsmålet “skal man forstå kunst?” bliver taget op af programmets vært Martin Kongstad. Spørgsmålet er for så vidt hverken nyt eller sindsoprivende, men selve problematikken om vi skal forstå kunst, eller om kunst i virkeligheden handler om alt muligt andet end at forstå, kunne jeg alligevel ikke sådan lige slippe. Kongstads udgangspunkt for udsendelsen er, at han ikke forstår teksten, som pryder udstillingsplakaten til CHART ART FAIR 2017 – et tekstuddrag af forfatter og kunstner Amalie Smith fra bogen I civil.

Programmet Bearnaise er Dyrenes Konge på Radio24syv kan findes her

Hvis teksten på plakaten skulle have til formål at introducere eller indkredse udstillingens omdrejningspunkt, frygter Kongstad, at når han ikke forstår den, vil han nok heller ikke forstå kunsten på udstillingen. Heraf melder spørgsmålet sig, som han forfølger igennem hele programmet: Skal man forstå kunst? For at få svar på spørgsmålet tager Kongstad ind på udstillingen og taler med kurator Helga Christoffersen, Charlottenborgs direktør Michael Thouber og forskellige kunstnere.

At akademisere og komplicere kunsten
I programmet problematiserer Kongstad en tendens til, at kuratorer og kunstformidlere – i stedet for at fungere som bindeled mellem kunsten og publikum – akademiserer og komplicerer kunsten i en sådan grad, at den bliver svært tilgængelig for almindelige kunstinteresserede.

Dette mener han især skyldes, at de selv ofte er akademikere med en kunsthistorisk baggrund. Måske kan akademikere – ja, vel i nogen grad alle fagpersoner – have en tendens til at glemme, at ikke alle spiser deres fag til morgenmad. For mig at se er det ikke deres klogskab inden for et givent felt, der er problemet, men derimod deres manglende evne til at formidle deres viden.

Jeg synes, at dette er et generelt problem, der finder sted på mange kunstinstitutioner  – og nok i særdeleshed på gallerier og kunstmesser. CHART, der netop er en samling af de ypperste gallerier i København, er nok et af de steder, hvor der er størst mulighed for at føle sig som kunstteoretisk analfabet.

For udover, at der ikke er meget guidance at støtte sig til, befinder vi os også på en markedsplads af den dyre slags. Galleristerne står som autoritære dommere, der kender til alle kunstparagrafferne, omgivet af værker, som kan forekomme mere eller mindre uforståelige og pudsige – måske særligt fordi værkerne ofte optræder på egen hånd uden for en udstillingskontekst med tilhørende formidling.

Og hvis man ikke er indforstået med dette kunsthierarki, kan man let komme til at forveksle dårlig kunst med svær kunst og selvoptaget kunst med kompliceret kunst. Når man ikke har et tilstrækkeligt kunstvokabular, er det svært at vide, hvem der taler sort, og hvem som virkelig har noget på hjertet – for de er absolut også at finde på CHART.

På den ene side tror jeg på, at kunstformidling i form af en ledsagende tekst i en folder eller andet, der giver noget fakta om kunstneren og hans eller hendes kunstneriske arbejde, er et vigtigt led i at give folk forudsætningerne for ikke at føle sig uvidende og dumme i deres møde med kunst. På den anden side synes jeg samtidig, at det er super vigtigt, at folk føler sig frie til bare at opleve og sanse kunsten, og at de ikke føler, at de er til eksamen i kunstteori.

Glemmer vi at se og opleve kunsten?
Charlottenborgs direktør Michael Thouber indvender, at privilegiet ved kunst er, at kunstneren kan have én intention, men at det i sidste ende er op til publikum, hvordan de vil opfatte intentionen.

I stedet for at finde svaret, så prøver kunsten at stille spørgsmålet, som det så er op til publikum at finde svaret på. Men handler kunst egentlig om spørgsmål og svar, tænker jeg? Eller handler det netop om alt det indimellem spørgsmål og svar; tanker, følelser, minder, møder…..? Er vores besættelse af at regne kunsten ud – finde svaret – et menneskeligt og eksistentialistisk lod? Eller er det noget, vi fejlagtigt er blevet kultiveret til?

Kunstneren Alexander Tovborg taler i programmet om kunst som minder, du kan tage med dig eller lade være: “Jeg tror, man skal kunne føle kunst. Man skal kunne føle, hvad man ser. Hvis man kan føle sig selv, så kan man forstå rigtig meget omkring sig… Skal man kunne forstå musik eller en samtale, eller et digt (…) hvad betyder det egentlig at kunne forstå noget (…) hvis der er noget, der siger dig noget, så brug det og tag det med videre. Det er dit – dit minde.”

Tovborgs svar rummer en vis frihed; en frihed til at opleve kunst, som er fjernet fra en forventning om, at vi som publikum skal regne kunsten ud, og at vi er dumme, hvis vi ikke lykkes heri. Kunst kan indeholde mange lag, tanker, historier og tematikker, som kan være relevante at forstå. Al tanke bag et værk er derfor langt fra irrelevant eller uden betydning, men måske glemmer vi nogle gange at se og opleve kunsten, fordi vi bliver så forhippede på at forstå den.