Afsked med den kulturelle globalisering?

Så er populismen endelig installeret i Det Hvide Hus i Amerika, og herhjemme har populismen fået ekstra vind i sejlene efter de sidste års folkeafstemninger i Danmark, Storbritannien og Holland. Beskeden er tilsyneladende den samme hver gang: Eliten har mistet forbindelsen til folket, den har ikke lyttet ordentligt efter, og nu skal eliten straffes af folket, så den kan lære det. Sådan udlægges det i hvert fald af de fleste politikere og medier. Men hvad betyder denne populisme for kunsten?

Én ting er, at Donald Trump nu er præsident i USA, en anden ting er, at visse danske medier og politikere forsøger at normalisere manden, da vi alligevel ikke kan komme uden om ham. For uanset hvor mange gode forklaringer, man kan komme med om årsagen til, at folk stemmer, som de gør, så kan vi heller ikke komme udenom, at Trump i kraft af sine udtalelser og sin optræden er en racistisk, sexistisk og fascistoid kapitalist, der er helt blottet for ideologi og empati, og han er sandsynligvis den største demagog, der er sat til at stå i spidsen for et vestligt demokratisk land siden Hitler. End ikke Berlusconi kan følge med. Så hvis nogen mener, at Trump troværdigt lytter til folket og repræsenterer det, så kan de ret beset ikke have store tanker om det folk, de mener, der er tale om.

Kunsten er elitær
Og hvad betyder det så for kunsten? Hvis vi taler om billedkunsten, så er det jo åbenbart for enhver, at kunsten og kunstnerne er en del af den udskældte elite. Man skal flere årtier tilbage, siden man sidst kunne omtale en billedkunstner som folkelig, for i dag bliver billedkunsten som hovedregel beskyldt for at være elitær. Kunsten betragtes som et indspist anliggende for den hippe storbyelite. Og lige som der findes flere versioner af folket, alt efter hvem der gør krav på at repræsentere det, så findes der også flere forskellige former for elite.

I modsætning til politik og kunst, hvor det elitære som regel betragtes som problematisk, anvender man i forbindelse med eksempelvis videnskab og sport et andet elitebegreb, hvor det elitære gerne er positivt og efterstræbelsesværdigt. En elitekunstner er en forkælet, indforstået kunstner forbeholdt de privilegerede og velhavende, mens en eliteidrætsmand beundres af de fleste som den bedste og dygtigste idrætsmand i sit felt. Hvis der var tale om det samme elitebegreb, så kunne man kun forstå det sådan, at folket gerne ville have de bedste forskere og sportsfolk, men for guds skyld ikke de bedste politikere og kunstnere. Det lyder paradoksalt nok som noget, man alligevel genkender. Og så er det overflødigt at bemærke, at kunstnerne trods deres elitarisme på ingen måde tilhører den økonomiske elite.

Kunstnerisk globalisering
Men populismen er under ingen omstændigheder god for kunsten. Populisterne betragter kunsten som noget, der enten skal holdes nede eller indrettes efter deres dagsorden. Det er der masser af historiske eksempler på. Holder vi os til nutiden, så vil den fremherskende højrepopulisme, foruden det elitære, også bekæmpe globalisering ved at indføre protektionisme og fremme nationalisme. Det er muligt, at globaliseringen medfører økonomiske problemer for den arbejdende middelklasse, selv om forklaringen ikke er helt så simpel, at vi bare kan skyde skylden på andre. Men for kunst og kultur er globalisering en livsåre, der ikke alene er berigende, men ligefrem uundværlig. Vi bør derfor skelne klarere mellem økonomisk globalisering og kulturel globalisering.

Uden kulturel globalisering og dens mangfoldighed ville dansk kultur befinde sig på stenalderstadiet, og vi ville gå rundt i vadmel og spise bygvandgrød. Dansk kultur har altid været et internationalt udvekslingsprojekt, der har medført, at der ikke er noget, der er mere dansk end juletræer og spaghetti med kødsovs, selv om det ikke er opfundet af os selv. Og i dansk billedkunst behøver vi tilsvarende bare at tænke på romantikkens malere eller Cobra-bevægelsen. Hvis man er i tvivl om globaliseringens betydning for vores kulturelle ve og vel, så tænk på lægekunsten eller ingeniørkunsten. Ingen i Danmark turde besøge et sygehus eller bevæge sig over en bro, hvis danske læger og ingeniører var udelukket fra international vidensudveksling. Kunst og videnskab er grænseoverskridende – også i forhold til nationalstater.

Truslen mod dansk kultur
Alligevel ønsker populisterne ikke kun at bekæmpe økonomisk globalisering, men også kulturel globalisering. Herhjemme har Dansk Folkeparti formået at sætte en dagsorden, hvor vi allesammen konstant skal diskutere, hvordan flygtninge og indvandrere truer vores velfærd og kultur. Man mener, at flygtninge og indvandrere vil ødelægge vores velfærdssystem, selv om vi ret beset har råd til at huse 100.000 flygtninge om året, uden at vi ville lide afgørende nød. Det, der virkelig truer vores velfærdssystem, er de multinationale selskaber og alle med skattely i udlandet, der ikke betaler skat. De snyder os allesammen for beløb i en størrelsesorden, der kunne finansiere flygtningekriserne 1000 gange og mere til. Det har desværre ikke mediernes opmærksomhed i nær samme grad som den evindelige og ligegyldige flygtningedebat.

Dertil har populisterne så den opfattelse, at indvandrerne, særligt muslimerne, truer vores danske kultur og frisind. Burkaer, halalkød og fremmedsprog vil underminere vores frigjorte og unikke danskhed. Problemet håndteres ikke kun symbolsk men også realpolitisk. Udover forsøg på at indføre tørklædeforbud og obligatorisk flæskesteg, så forsøger Dansk Folkeparti ved hver eneste finanslov at flytte økonomiske midler fra den aktuelle samtidskunst til den forgangne kulturarv, fra nulevende kunstnere til Fregatten Jylland. Og en gang var der i øvrigt også et overflødigt, kostbart kanonprojekt, der gudskelov snart er glemt.

Forestillingen om, at den muslimske kultur kan true den danske kultur, er det mest komiske højrepopulisterne nogensinde har fremført. Den eneste fremmede kultur, der i nyere tid har formået at true vores kultur, er den amerikanske kultur med jazz, rock, pop, hollywood, tv-serier, Walt Disney, Apple, Facebook, burgere, Coca Cola, Halloween, Valentines Day osv. osv. Amerikansk kultur har for længst overtaget det, vi kalder dansk kultur, og det er absurd at tænke sig, at den muslimske kultur skulle kunne hamle op med det i Danmark.

Prøv at tage en tur til Mellemøsten, og læg mærke til, hvor meget Coca Cola og amerikanske film også fylder dér. Når muslimerne ikke engang kan holde den amerikanske kultur nede i deres egne lande, hvordan skal de så kunne true den her? Truslen mod det danske frisind er større fra Facebook end fra et par spredte burkinier. Og højrepopulistiske demagoger, der taler til store dele af befolkningen er en større trussel mod vores demokratiske værdier end rabiate imamer, der taler til en begrænset gruppe muslimer. Det eneste våben mod kulturel ensretning er mere åbenhed og større integration af kulturel mangfoldighed fra alle verdenshjørner.

Populistisk modfortælling
Alt det har højrepopulisterne selvfølgelig ikke tænkt sig at reagere på, og det behøver de heller ikke, så længe de lykkes med at sprede forestillingen om den muslimske kulturtrussel – uanset om den er begrundet eller ej. Nationalismen ophører først den dag, menneskeheden finder en anden beboet planet, vi alle kan rotte os sammen imod. Vi kan fortsætte med at modargumentere populisterne og dokumentere de faktiske realiteter herfra og til juleaften, uden at det flytter et komma, for populisterne er immune over for fakta – de taler først og fremmest til deres egne tilhængere og bekymrer sig ikke om dem, de er uenige med. Vi er i den postfaktuelle tidsalder, hvor det ikke er et spørgsmål om argumenter og viden men om følelser og meninger.

Hvis kunsten og kulturen skal videre herfra, kan kunstnerne blive nødt til selv at gribe til følelser. Det har kunsten historisk set også været god til. Følelser og store fortællinger. Kunstnerne skal måske satse på at installere en populistisk modfortælling, der kan vække emotionel begejstring i den brede befolkning for kulturel mangfoldighed og åndelig rigdom opnået ved kulturel globalisering.

Magter vi det?