Aktioner i et spændingsfelt

I mødet mellem kunst og kunsthåndværk sker der ofte nogle rigtig interessante ting. Kunsten får en befriende tanke på anvendelighed og materialitet og kunsthåndværket sættes fri for en stund.

Helle Bjerrum: ER, 2013. (Pressefoto)

I mødet mellem kunst og kunsthåndværk sker der ofte nogle rigtig interessante ting. Kunsten får en befriende tanke på anvendelighed og materialitet og kunsthåndværket sættes fri for en stund.

Hver for sig har kunsten og kunsthåndværket fantastiske frembringelser og har vist sig frugtbart, levedygtigt og ligefrem nødvendigt. Derfor kan det heller ikke undre at krydsfeltet mellem de to fagområder har rigtig mange kvaliteter.

Det, der til gengæld kan undre er, at krydsfeltet stadig har trange kår og i bevillings-sammenhænge bliver kategoriseret som hverken fugl eller fisk, og dermed ikke ligeså støtteværdigt som de mere velkendte kategorier som kunst, kunsthåndværk og design. I forhold til kunst og design har kunsthåndværket allerede en lavere status, hvis man skal bedømme ud fra støttekroner, og når de udøvende bevæger sig ud i endnu et krydsfelt, bliver det åbenlyst svært at gribe.

Helle Bjerrum: ER, 2013, installationsview. (Pressefoto)
Helle Bjerrum: ER, 2013, installationsview. (Pressefoto)
Sansernes fysik
Helle Bjerrums udstilling ER, der netop nu vises på Danske Kunsthåndværkeres projektrum Officinet i Bredgade, er et godt eksempel på, hvordan mødet mellem kunst og kunsthåndværk kan indtage helt anderledes dimensioner.

Helle Bjerrum insisterer gennem hendes værker på en nysgerrighed omkring objekters størrelsesforhold og dets betydning for sanseoplevelsen af disse.

Værkerne tager udgangspunkt i smykket som fænomen, og den fine bearbejdning af form og materiale vi forbinder med smykket.

Forskellen er bare at Helle Bjerrum bevidst forskyder størrelse og kontekst så smykkerne ikke længere er praktisk funktionelle i traditionel forstand.

I værket ER – om at opleve et objekt med kroppen som indre målestok præsenteres beskueren for et skulpturelt objekt, der i den mindste skala kan opfattes som en fingerring.

Samme skulpturelle form er gentaget i fire andre værker, voksende i skala og forandrende i materiale, så fingerringen transformeres til en ‘reol-skulptur’ i plexiglas, en ‘have-skulptur’ i beton, en sækkestol i silke og en åben trækonstruktion i to meters højde.

Helle Bjerrum: ER, 2013. (Pressefoto)
Helle Bjerrum: ER, 2013. (Pressefoto)

Den gestus, eller invitation til at glide ned over en finger, som en fingerring besidder, bringes med over i de andre størrelser, for dog til sidst at opløses i den åbne trækonstruktion.

Helle Bjerrum: ER, 2013. (Pressefoto)
Helle Bjerrum: ER, 2013. (Pressefoto)
Objekt og anvendelse
Netop denne gestus i værket bliver et centralt omdrejningspunkt, fordi viden om funktionalitet og anvendelighed fra kunsthåndværkerens side flirter med kunstens evne til at bevæge sig mellem et konkret plan og et metaplan uden hensyntagen til konkret anvendelse.

I et interview med Kolding Designskoles udviklingschef Mette Strømgaard Dalby bragt på KUNSTEN.NU den 3. december 2010, fremhæves krydsfeltet mellem kunst og design som den sprække, hvori innovation og nytænkning for alvor kan opstå.

Uden at diskutere forskellen mellem design og kunsthåndværk i detaljen vil jeg mene, at det er det samme frugtbare krydsfelt Helle Bjerrum bevæger sig i. Et krydsfelt, der til stadighed efter min mening skal dyrkes og fremelskes netop for nytænkningen og innovationens skyld.

Udfordring af logikken
I værket ER – om identitet, individualitet og fællesskab spiller Helle Bjerrum på forskellen mellem detaljen og helheden. Værket består af flere hundrede fingerringe, der hænger i et grid fra loftet i refleksbånd.

Ringene er fremstillet i forkellige træsorter og med forskellige faceteringer. De hænger ca 120 cm over gulvhøjde, dog med variation i højden så de tilsammen nærmest danner et bakkelandskab. Som gæst inviteres man af værket til at lægge sig på gulvet under ringene og kigge op på deres overflade.

Helle Bjerrum: ER, 2013, installationsview. (Pressefoto)
Helle Bjerrum: ER, 2013, installationsview. (Pressefoto)
Helle Bjerrum: ER, 2013, installationsview. (Pressefoto)
Helle Bjerrum: ER, 2013, installationsview. (Pressefoto)

Ringens iboende logik udfordres igen af den overvældende mængde og af, at man må underlægge sig – i bogstaveligste forstand – for at få den oplevelse, man normalt får i omgangen med en ring, nemlig ved at tage den på fingeren og se ned på den.

Genklang i spændingsfeltet
På et international plan kan man nævne kunstneren Olafur Eliasson og modedesigneren Hussein Chalayan, der begge ofte begiver sig ud af deres kernefelt og ud i et fantastisk spændingsfelt mellem kunst, kunsthåndværk og design, i hvilket der opstår en innovation, der giver genklang på tværs af fagligheder.

Hvis vi skal holde vesten inde i den globale magtkamp, skal vi satse på innovation siger Europas top, som er begyndt at kvittere med særlige støtteprogrammer, der er målrettet den kreative industri. Hvis vi som land vil modtage støttekroner fra disse programmer, skal vi fokusere på det krydsfelt hvor kunstnerisk fandenivoldskhed og håndværksmæssig sikkerhed, materialekendskab og anvendelighed mødes.


Fakta

Udstilling

ER

28 sep 2013 20 okt 2013

Helle Bjerrum

Officinet - Danske Kunsthåndværkere Se kort og tider

Fakta

Udstillingen ER kan ses i Danske Kunsthåndværkeres projektrum Officinet i Bredgade 66 indtil 20. oktober 2013.