Alt for pænt

Det er ikke hver dag, at man står i kø til en udstilling om mail art. Man må høfligt vente på, at folk siver ud, før man selv kan sive ind. Men der er masser af snak og liv i køen. Gamle mail-art kunstnere og venner er mødt op til denne åbning af Arte Postale på Akademie der Künste i Berlin, og flere i køen har selv bidraget ved at sende ”mail art” til en lille del af udstillingen.

På tværs af landegrænser
Mail art begyndte i New York i slut-halvtredserne, men den fik en særlig betydning under den kolde krig, hvor det internationale netværk af mail art-kunstnere gjorde det muligt at arbejde uden for de officielle institutioner og på tværs af landegrænser. I Østtyskland holdt Stasi nøje øje med den postsendte kunst, der cirkulerede mellem Østtyskland og resten af verden, og en tysk samling af denne mail art-udstilling bliver nu vist i kunstakademiet ved Brandenburger Tor.

Ikke pæn og anstændig
Det er ikke en nydelig kunstform. Den er hverken pæn eller anstændig, men tværtimod et stort rod af breve, postkort, fotografier, genstande eller ´readymades´, som en eller flere kunstnere har stemplet, sprayet, klistret, klippet eller overtegnet.

Især i 1970’erne og 80’erne blev kuverter fyldt med mail art og sendt ud i netværket af kunstnere. Det handlede selvfølgelig om genstanden, men vigtigere var selve udvekslingen af kunst og idéer mellem afsender og modtager.

At udveksle
Der var ingen storslåede malerier af ensomme nattevandrere under månen. De fleste mail art-værker er hverken flotte eller enestående, snarere båret af et ønske om at etablere en forbindelse eller begynde en bevægelse. Hvis man modtog f.eks. en lille collage, kunne man arkivere den, svare igen med et nyt stykke mail art eller genbruge collagen i en ny, som så fortsatte til en ny modtager.

Mail art var mindre højtideligt end store dele af samtidskunsten, hvilket stiller andre krav til en udstilling. Den skal ikke være sat op som små, selvstændige malerier, hvor betragteren kan beundre teknikken, farverne eller kunstnerens gudsbenådede geni.

Kunstnerbreve
Første del af udstillingen handler ikke om mail art, men om kunstnerbreve i bred forstand. Joseph Beuys’ postkort af træ står på rad og række, og under glas ligger små collager og collage-postkort fra Dieter Roth, Daniel Spoerri og andre fluxus-koryfærer.

Udstillingens midterste rum er mere rodet. Der står et lille bord, hvor folk skriver, tegner og stempler, og på en af væggene hænger en stor samling af postkort. Væggen er det foreløbige resultat af Klaus Staeck og Lutz Wohlrabs ”Akademie/Akademi”-mail art-projekt, hvor omkring 320 kunstnere har indsendt et bidrag under det overordnede akademi-tema i forbindelse med Arte Postale.

Et lille oprør
Det er altså ét forvirrende mylder af forskellige postkort med fotografier, collager, stempler m.m., og foran væggen kan man give sig i kast med at studere hver eneste, eller man kan tilfældigt udse sig et par postkort i et område i klumpen.

Væggen lægger sig tæt op ad den måde, mail art traditionelt er blevet vist på, hvilket vil sige under mottoet ”no jury, no fee, no returns”, med meget lidt orden – og i rigelige mængder. Den er ikke nytænkende eller vild, men alligevel kommer den til at stå som et lille kuratorisk oprør i en alt for pæn udstilling.

En gimmick
Et andet rum handler om det ´arkivariske´ ved mail art. Den chilenske kunstner Guillermo Deislers mail art-samling er illustreret ved hjælp af magasinkasser, som er stablet efter afsenderland. Således får man en idé om kunstnerens forbindelser til resten af verden, f.eks. DDR ved siden af Danmark.
Ved et hurtigt blik kan man se, at mail art-netværket var domineret af østtyske, vesttyske, italienske og amerikanske kontakter.

Men der er ingen mail art i kasserne, kun tomme kasser, og derfor bliver udstillingens eneste forsøg på at vise spredningen eller selve netværkstanken kun en formidlingsmæssig gimmick.

Hvis man har haft hænderne nede i et mail art-arkiv, ved man, at det som oftest vælter frem med papirlapper, kuverter og andre småting fra hængemapper, papæsker og plastikchartekker. Udstillingens æsketårne giver derimod en falsk fornemmelse af orden og rangorden.

For lav volumen
Resten af udstillingen består af mail art hængt op som små breve eller malerier i pæne ophængninger. Alt er under glas og ordnede efter kunstner eller tema, f.eks. temaet ”Arme Materialen” eller ”Visuelle Poesie” med udvalgte eksempler.

Således går man rundt med hænderne på ryggen og ser små udpluk af samlingen. Der er intet forsøg på at vise volumen i mail art-netværket eller den virus-agtige spredning af kunst og idéer, som mail art-kunstnerne gerne ville skabe.

Mail art handlede om udvekslingen – af idéer såvel som af ting – men denne smittende effekt ved mail art slipper aldrig ud af montrerne på Akademie der Künste. Mail art var aldrig skabt til at blive udstillet som en lille, uafhængig og æstetisk genstand.