Alvorlig skævvridning af begreber

Forløbet omkring Emil Elgs bidrag til udstillingen En blank og vårfrisk dag på Arbejdermuseet har medført en debat på kunsten.nu omkring ytringsfrihed, censur og kunstnerisk frihed. Det er en vigtig og altid aktuel debat, som også løbende bliver taget og som regel med udgangspunkt i konkrete værker og udstillinger. I dette tilfælde er det den beslutning, jeg som direktør for Arbejdermuseet traf, om ikke at vise et værk af Emil Elg i en udstilling, hvor en række kunstnere reflekterer over fremtidens fællesskabssymboler, der er anledningen.

Beslutningen om, at værket, en videofilmet performance skabt ved åbningen af udstillingen, ikke skulle indgå i udstillingen, bliver af nogle set som udtryk for censur og som et angreb på kunstens mulighed for at beskæftige sig med påtrængende, vanskelige og kontroversielle emner. Jeg ser det som meget vigtigt, at kunsten på denne måde kan bidrage til vores fælles dialog og kritiske refleksion omkring det samfund, vi alle er med til at forme. Og det var med et ønske om at vise værker, der også havde disse kvaliteter, at udstillingsprojektet på Arbejdermuseet blev iværksat.

Kritikkens grundlag
Dog mener jeg, at anklagerne omkring censur er helt forfejlede i den konkrete sammenhæng. Emil Elg har fremført sit værk i sin helhed ved den offentlige udstillingsåbning på Arbejdermuseet, videooptagelsen af værket er offentligt tilgængelig, og der foreligger ingen begrænsninger fra Arbejdermuseets side i forhold til, hvordan Emil Elg i fremtiden vil anvende teksten til talen eller konceptet for det værk, som museet har finansieret udviklingen af. Jeg synes, det er en alvorlig skævvridning af begreberne at tale om censur i den situation.

På samme måde mener jeg ikke, det er berettiget at tale om bortvisning, når Arbejdermuseet vælger at afbryde det planlagte samarbejde med Emil Elg omkring et undervisningsforløb, hvor Emil Elg skulle fungere som huskunstner. Undervisningsforløbet var planlagt med udgangspunkt i det værk, som Emil Elg oprindeligt blev inviteret til at bidrage til udstillingen med – nemlig et værk omkring penge og fællesskaber med en aktie i den tyske Volkswagen-koncern som omdrejningspunkt. En række skoleklasser var inviteret til at deltage i undervisningsforløbet ud fra en forventning om, at dette værk ville være en del af udstillingen. Da Emil Elg få dage inden udstillingsåbningen meddeler, at det oprindelige værk ikke vil blive realiseret, og i stedet tilbyder et værk, hvor den oprindelige tematik ikke indgår, vurderer jeg, at grundlaget for samarbejdet ikke længere er til stede.

Utilfredsstillende for alle
Men tilbage står, at et færdigproduceret værk, som der var en gensidig forventning om skulle indgå i udstillingen, ikke er at finde i En blank og vårfrisk dag. Det er en ærgerlig og utilfredsstillende situation for alle involverede parter. Og mens jeg fastholder, at det forløb, der leder frem til den situation, ikke kan siges at være relevant for en principiel diskussion af censur og kunstnerisk frihed, så mener jeg, det er principielt på et andet område, nemlig kulturinstitutioners ret til at kuratere deres udstillinger og derigennem vælge, hvad de vil vise og ikke vise, ud fra en forventning om, at den lovfastsatte ytringsfrihed giver alle lige mulighed for at give sin stemme til kende.

Bevidst åbenhed
I forbindelse med Emil Elgs bidrag, men i virkeligheden også omkring Christian Falsnaes værk Front, der også blev skabt ved udstillingsåbningen, har den kuratoriske proces, herunder den faglige uenighed mellem udstillingens kurator og jeg som ansvarlig for Arbejdermuseets aktiviteter, fundet sted i et væsentlig mere åbent rum, end det sædvanligvis er tilfældet. Dette åbne forløb var ikke intentionen med udstillingen, og det var under alle omstændigheder ikke hensigten, at det skulle dominere diskussionen om den. Men det var en situation, vi bevidst gik ind i med det formål at skabe mulighed for, at værker til udstillingen kunne produceres ved selve udstillingsåbningen og dermed uden detaljeret forhåndsgodkendelse.

Når et af værkerne så viser sig at indeholde voldsomme og ubegrundede personangreb, som jeg vurderer er uden relevans for projektets samlede tema og som sandsynligvis er i strid med injurielovgivningen, er det for mig at se klart at værket må vælges fra som en del af den videre udstilling. Jeg er klar over, at andre kan nå til andre konklusioner og kan vælge at anvende værket i andre sammenhænge. Det beviser blot, hvor problematisk og vanskelig den kuratoriske opgave kan være, og der er rigtig gode grunde til at diskutere principperne for tilvalg og fravalg i denne proces, hvor det i sidste ende må være op til det enkelte udstillingssted at træffe beslutningerne og stå til ansvar for dem. Men at kalde det for censur er at skævvride begreberne.