Anima Animus – mellem køn, kunst og design i Ebeltoft

Emma Woffenden og Tord Boontje udforsker grænsen mellem kunst og design på Glasmuseet.

Emma woffenden: Shattered Swing Figure, 2009. Foto: Angela Moore

Emma Woffenden og Tord Boontje udforsker grænsen mellem kunst og design på Glasmuseet.

Nogle steder stritter udstillingen Anima Animus ved sammenblandingen af kunst og kommerciel design, som når Woffendens undfangende Snehvide omgives af Boontjes tekstiler designet for Ebeltoft firmaet Kvadrat eller hans smykker fra Swarovski.

Andre steder ænser man ikke grænserne, og udstillingen viser dermed det uundværlige samspil mellem Woffenden og Boontje i deres kreative udviklingsprocesser.

Emma Woffenden: Floating-Dreaming 2005. Pressefoto.
Emma Woffenden: Floating-Dreaming 2005. Pressefoto.
Et fælles æstetisk afsæt
Tord Boontje og Emma Woffenden har dannet par i mere end 16 år og arbejder begge med overordnede temaer som køn, etik og religion, som de eksempelvis udtrykkes i eventyr.

For ham drejer det sig primært om mystikken og det umiddelbart banale i fortællingerne.

Hun, derimod, forholder sig til eventyrernes overordnede tematikker som liv og død, menneskets grundvilkår og sårbarhed.

Hvor han i sine eksperimenter når frem til udtryk, der med succes omsættes til design af brugsgenstande som tekstiler, lamper og smykker, skaber hun kunstværker af en særlig intimitet og skrøbelighed, som ikke i sig selv har nogen nytteværdi.

Udstillingen viser, hvordan Woffenden og Boontje ofte kredser omkring et fælles æstetisk afsæt. Det kan være mønsteret i knust glas, tilfældige aftryk og simple materiale fra hverdagen som pap og flasker eller det, de selv kalder "low key aesthetics".

Det handler for dem om at se skønheden i hverdagens ting og tilfældigheder. Emma Woffenden forklarer, at de ønsker at få dramatik og fortælling ud af ingenting.

Emma Woffenden og Tord Boontje: Cracked Transglass Mirror, 1997. Foto: Angela Moore
Emma Woffenden og Tord Boontje: Cracked Transglass Mirror, 1997. Foto: Angela Moore
Emma Woffenden & Tord Boontje: Transglass, 1997-2007. Foto: Angela Moore
Emma Woffenden & Tord Boontje: Transglass, 1997-2007. Foto: Angela Moore

Beskueren som voyeur
På udstillingen kan man se flere af Emma Woffendens såkaldte flaskeskulpturer, hvis oprindelige idé blev født af arbejdet med at udvikle et nyt design til den kommercielle Transglass kollektion.

Ud af brugte vinflasker skabte hun blandt andet værket Sister (2009), en kvindelig antropomorf figur, der hænger på et omvendt kors. Kropsstillingen er en fødendes og er på én og samme tid skabende og dynamisk, men også uendeligt sårbart.

Samme kropsstilling går igen i et par andre flaskeskulpturer, blandt andet Shattered Swing Figure (2009), en skulptur af delvist smadrede flasker, som hænger på en gynge i hovedhøjde.

Emma Woffenden: I never really knew her, 2009. Foto: Angela Moore
Emma Woffenden: I never really knew her, 2009. Foto: Angela Moore
Udstillings view, Emma Woffenden & Tord Boontje: Cross Dressing. Emma Woffenden: Sister 2009. Pressefoto.
Udstillings view, Emma Woffenden & Tord Boontje: Cross Dressing. Emma Woffenden: Sister 2009. Pressefoto.

Som beskuer rammes man af en følelse af at belure, af at man som voyeur trænger sig ind i en privatsfære og på det nærmeste begår overgreb med det blotte blik.

For Emma Woffenden handler disse skulpturer om et traditionelt tabu, hvor kvinden er i en ultimativ aktiv og dynamisk situation; kvinden som en oprindelig, primitiv gudinde.

Udstillings view, Emma Woffenden og Tord Boontje: Cross Dressing. Pressefoto.
Udstillings view, Emma Woffenden og Tord Boontje: Cross Dressing. Pressefoto.
Mødet mellem det intime og det fabulerende
Fotoserien Cross Dressing er et samarbejde mellem Woffenden og Boontje, og vises, ligesom en del af de andre værker, for første gang offentligt her i Ebeltoft.

Her har de i bogstaveligste forstand skyndsomst iklædt krucifikser rundt om i det franske landskab, hvor de bor, en brudekjole (Emma Woffendens egen) og foreviget dem, inden nogen bemærkede deres foretagende.

Resultatet er en række stærke billeder, der i al stilhed rummer en lang række fortællinger om køn, magt og tro.

Udstillingen spænder fra det inderste og mest intime i Woffendens kunstværker til Tord Boontjes legende og fabulerende designobjekter. Men den viser også den uundværlige udveksling og svært definerbare grænse mellem kunst og design.


Fakta

Udstilling

Anima Animus

2 okt 2009 14 mar 2010

Emma Woffenden, Tord Boontje

Glasmuseet Ebeltoft Se kort og tider