Ansigt til ansigt med Tony Oursler
Tony Oursler gæster Aros med sine råbende og hviskende videoskulpturer. Vi har talt med den amerikanske kunstner.
Tony Oursler gæster Aros med sine råbende og hviskende videoskulpturer. Vi har talt med den amerikanske kunstner.
Skal videokunst vises på lærred eller tv-monitor? Ikke ifølge New Yorker kunstneren Tony Oursler, der med sin udstilling Face to Face på ARoS, lader videoen vandre ud af skærmen og over på skulpturer, dukker og organiske former.
Øverst er hans øje vist, og helheden danner en form for basisansigt. En del mangler – men vi er stadig ikke i tvivl om, hvad det forestiller.
Inden mødet med Oursler var min nysgerrighed efter at møde mennesket bag de dragende videoskulpturer derfor stor.
Hvordan fik han ideen til at projicere videoen over på en skulptur?
”Da jeg var omkring 20 år, kombinerede jeg video og maleri og forsøgte at udstrække maleribegrebet”, forklarer Oursler. “Jeg har altid leget med forskellige materialer og forsøgt at undersøge deres forskellige muligheder og begrænsninger”
Udforskningen af rum
Navnlig forskellige opfattelser af rum har optaget Oursler:
”I 1982 begyndte jeg at rykke billedet ud fra tv-skærmen, blandt andet ved at lade det reflektere i vand eller glas. På den måde har jeg forsøgt at lege med forholdet mellem videorummet og det rigtige rum”
Nogle læsere og hyppige gæster på ARoS kender måske installationen Unk i De Ni Rum under museet, som netop gør brug af denne teknik, og viser et hoved i en stor vandtank.
De nye teknologier
Oursler blev dog mødt af nogle tekniske udfordringer, der vanskeliggjorde arbejdet, men senere oplevede han, hvordan teknologiske fremskridt omvendt åbnede nye døre:
”Projektioner var ret svære at arbejde med på den tid, men i 1990’erne kom nogle billige projektorere frem, og det muliggjorde nye kunstformer. Få minutter efter jeg modtog min første miniprojektor med posten, begyndte jeg at lave projektioner på et lille mannequinhoved”
Afprøvningen af kunstformernes grænser er et generationsspørgsmål, siger Oursler og uddyber: ”Min generation bragte installation og videokunst ind i kunstverden på nærmest samme tid, og det var en god tid at være involveret i kunstverden. Alle ville afprøve alt muligt”
Ourslers videoværker refererer da også hyppigt til amerikansk kunst: Pop art, colorfield painting og selvfølgelig videokunst og installation.
Beskueren i centrum
Uanset hvor man befinder sig i udstillingen, er der en masse støj og menneskestemmer, der med forskellig styrke taler til en.
”Jeg ser ikke nødvendigvis værkerne som enkeltværker”, forklarer Oursler. “Du kan høre flere ad gangen, før du kan se dem sammen visuelt” siger han og fortsætter:
”Jeg vil gerne placere folk et sted mellem skizofreni og oplevelsen af at være i en menneskemængde. Jeg kan godt lide både at have de meget store installationer, som man bliver en del af, og nogle små man i højere grad selv skal henvende sig til”
Eksistens og sameksistens
I et værk som MPD (Multiple Personality Disorder) ser vi en række ansigter placeret helt tæt som i en æggebakke. De taler i munden på hinanden – grinende og råbende. Oursler forklarer om værket:
Selvom ansigterne er ens og taler i munden på hinanden, kan man faktisk finde frem til hvilket ansigt, der siger hvad, og det er nok en konsekvens af, at vi som mennesker færdes i flok”
Humoren og alvoren
Kendetegnende for Oursler er også, at han blander det komiske og det alvorlige.
”Humor sætter ting i forbindelse, som normalt ikke hører sammen” siger han og illustrerer pointen ved at placere en cola på hovedet.
Med sit skæve smil bliver situationen lynhurtigt komisk, og jeg forstår, hvorfor han så ofte bruger sit eget ansigt i sine skulpturer.